Efter flere dage: Borgmesterpost endelig på plads i Kerteminde

Socialdemokraternes Kasper Ejsing Olesen bliver ny borgmester i Kerteminde. Konservative står trods kanonvalg uden for aftalen.

Kasper Ejsing Olesen bliver ny borgmester i Kerteminde, men på det smallest mulige flertal: 13-12. Derfor håber han fortsat, at der kommer flere partier med i aftalen. (© dr)

Efter flere dages forhandlinger er der langt om længe fundet en borgmester i Kerteminde.

Det bliver Socialdemokraternes Kasper Ejsing Olesen, der med støtte fra Enhedslisten, Venstre og SF tager posten. Det betyder samtidig, at de konservative trods et kanonvalg glipper muligheden for at tage borgmesterkæden på Nordøstfyn.

- Det er rart, at der endelig kommer et resultat ud af det. Vi synes, vi har en god aftale, og det lover godt for samarbejdet fremover, siger Kasper Ejsing Olesen.

Håber stadig på bred aftale

Konservative vandt en jordskredssejr og gik frem fra et til syv mandater. Ikke mindst partiets borgmesterkandidat, skoleleder på Langeskov Skole, Klavs Norup Lauridsen, var en stemmesluger med 1345 personlige stemmer. Men samtidig stod Socialdemokraterne også med syv mandater, og det har betydet lange forhandlinger for at nå frem til en borgmester.

De fire partier bag aftalen er da også ærgerlige over, at det ikke er lykkedes at få konservative med deres syv mandater med i aftalen, og derfor er der i konstitueringsaftalen skrevet, at de fire partier er åbne over for at flere partier kan tilslutte sig aftalen i en bredere konstituering.

- Aftalen er åben indtil det konstituerende møde 5. december, og vi håber flere partier vil tilslutte sig den, siger Kasper Ejsing Olesen.

Trods den åbne aftale mener han, at han sidder sikkert på posten som Kertemindes næste borgmester.

- Vi havde et kort møde med konservative til morgen, og jeg ved, at de har mange af de samme ønsker som os. De sagde, at de vil være konstruktive i det fremtidige samarbejde. Det er vel i vores alles interesse at køre Kerteminde Kommune så godt som muligt, siger Kasper Ejsing Olesen.

V forsøgte at tage posten

Den hidtidige borgmester i Kerteminde Hans Luunbjerg fra Venstre har gennem flere dage forsøgt at sætte sig selv i scene som en kompromiskandidat, men endte i sidste ende med at pege på Socialdemokraternes kandidat - mod at få en viceborgmesterpost og to udvalgsformandsposter.

Venstre gik et mandat tilbage ved valget og DF havde på forhånd udelukket at pege på Luunbjerg som borgmester.

I konstitueringsaftalen er partierne enige om at skrotte den nuværende og meget omdiskuterede havneplan for Kerteminde Havn og i stedet lave en revideret plan.

Resultater og Kommuneportræt

Bliv klogere på Kerteminde