Valget i Kerteminde er endt i et speget spil om borgmesterposten.
Mens Borgerlisten stort set er udraderet, så fik Konservative med den tidligere borgmester Else Møller tilbage på listen et overraskende comeback og gik fra 1 til 7 mandater.
Men også Socialdemokraterne står med 7 mandater, og dermed er fløjene stort set lige store i Kerteminde.
Først lød det, at der var indgået en konstituering mellem S, SF, Venstre og Enhedslisten. Men så gik der ikke ret lang tid, så forlod S forhandlingslokalet og var meget uenige med Venstre.
Så røg Konservative i stedet ind til forhandlingerne.
- Vi prøver at skaffe et flertal, og det kan godt være, det bliver lidt svært i løbet af aftenen, men vi skal have de to store partier til at bøje sig og indse, at den bedste løsning for Kerteminde Kommune er at Venstre står i midten, siger Hans Luunbjerg (V).
Luunbjerg erkendte ellers tidligere på aftenen, at det så svært ud for ham at fortsætte som borgmester. Men med K og S lige store, anede han pludselig en mulighed igen.