Tema Alternativets møgsager

Alternativet dropper ’fuckswing’ og ’dark room’ til valgfest

Politisk leder Uffe Elbæk skal efter planen holde tale til festen, som partitoppen ellers anbefaler, at man holder sig væk fra.

Uffe Elbæk skal ifølge planen holde tale ved Alternativet i Københavns valgfest i morgen. Lokalafdelingen har imidlertid fået hård kritik fra partitoppen for sit valg af festlokaler. (Foto: Sophia Juliane Lydolph © Scanpix)

Der er blevet talt om både ’dark room’ og en såkaldt ’fuckswing’ i forbindelse med, at Alternativets lokalafdeling i København i morgen aften holder fest efter kommunalvalget.

Men hverken rum eller gynge er en del af programmet for valgfesten, der afholdes på baren Monastic i København.

Ifølge forperson i København, Magnus Haslebo, blev beslutningen om at fjerne dark room og fuckswing taget allerede i sidste uge.

- Beslutningen om at omdanne stedet og dermed, at gynger og hvad der ellers er, skulle tages ned, blev truffet, da vi valgte stedet. Det skulle være tydeligt, at det er en alternativ valgfest, siger Magnus Haslebo.

Den melding kommer kort tid efter, at Alternativets ledelse på Christiansborg ellers har kritiseret partiets københavnske lokalafdelings beslutning om at holde morgendagens valgfest på Monastic i indre København.

Monastic er til daglig en LGBTQIA-bar, hvor der er både fuckswing og dark room. Men det harmonerer ikke med Alternativets værdier, lyder det fra partitoppen på Christiansborg.

- Dette har INTET med vores ledelse på Christiansborg at gøre. Vi kan kun sikre og sætte rammerne for en professionel kultur, hvor vi/jeg har mandatet. Den nævnte location er valgt af en lokalforening – og er i mine øjne helt tåbelig for seriøse politiske udmeldinger, skriver gruppeformand René Gade i dag på Twitter.

Han opfordrer desuden Alternativets folketingsmedlemmer og ansatte på Christiansborg til at blive væk fra festen i morgen:

Dårlig og lav stil

René Gade bakkes op af politisk ordfører Carolina Magdalene Maier.

- Det, der bliver beskrevet, er simpelthen så dårlig og lav stil. Så jeg er helt enig med René, siger Carolina Magdalene Maier.

- Jeg tager fuld afstand fra det. Jeg kunne ikke tage mere afstand fra det, end jeg gør, og det har jeg også skrevet til dem, siger hun med henvisning til lokalafdelingen i København.

Lokalafdelingen i København tager dog kritikken fra partitoppen roligt.

- Det tager vi i bestyrelsen med ophøjet ro. Vi er midt i en valgkamp, og så må man påregne, at hvad der kan synes uinteressant bliver interessant. Vi har i bestyrelsen valgt Monastic, fordi vi har et fint samarbejde med LGBTQIA-miljøet og støtter generelt op om det miljø, siger Magnus Haslebo, der udover at være forperson for Alternativet København også er partiets pressechef på Christiansborg.

Kritikken af lokalafdelingens valg af festlokaler kommer i kølvandet på flere artikler i Jyllands-Posten, som blandt andet har beskrevet anklager om et seksuelt overgreb, som angiveligt skulle være begået af en ældre mandlig medarbejder mod et yngre kvindeligt partimedlem.

Det er planen, at politisk leder Uffe Elbæk skal holde tale ved valgfesten på Monastic i morgen, men både gruppeformand René Gade og politisk ordfører Carolina Magdalene Maier opfordrer deres folketingskollegaer til at blive væk fra festen.

Det gælder også Uffe Elbæk, understreger Carolina Magdalene Maier.

- Det gør det jo. Han er en af vores folketingskollegaer, så det må man sige ja til, siger Carolina Magdalene Maier.

- Jeg ved ikke, hvor meget han har været vidende om, hvad det er for et sted, festen bliver holdt. Om han har gravet i det. Som sagt har jeg jo ikke selv været opmærksom på det, og hvis jeg ikke har været det, kan det også godt være, at Uffe ikke har. Så må han lige gøre sig sine tanker om, hvorvidt han holder fast i at skulle holde tale, siger hun.

Det har ikke umiddelbart været muligt at få en kommentar fra Uffe Elbæk.

Resultater og Kommuneportræt

Bliv klogere på København