Tema 16-årig skuddræbt

Alternativet er klar til at sikre Enhedslisten overborgmesterposten

Hvis Enhedslisten får et godt valg og deler vores visioner, så kan partiet også få overborgmesterposten i København, mener Alternativet.

- Det bliver højst sandsynligt Frank Jensen eller Enhedslisten, som vi vil pege på, siger Niko Grünfeld, spidskandidat for Alternativet ved kommunalvaglet i København. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Alternativets spidskandidat, Niko Grünfeld, vil ikke love noget på forhånd.

Men det bliver med al sandsynlighed enten Enhedslisten eller Socialdemokratiet, som kan regne med Alternativets mandater, når de københavnske lokalpolitikere efter kommunalvalget den 21. november skal konstituere sig på ny og udpege hovedstadens overborgmester for de næste fire år.

Ved valget spås Niko Grünfeld og Alternativet gode chancer, og partiet kan derfor ende som kongemager i spillet om overborgmesterposten. Skal Socialdemokratiets Frank Jensen fortsætte, eller kan Enhedslistens spidskandidat, Ninna Hedeager Olsen, overhale ham indenom?

Niko Grünfeld har tidligere afvist at udpege en enkelt kandidat som partiets foretrukne overborgmester, men nu snævrer han valget ind til to mulige.

- Det bliver højst sandsynligt Frank Jensen eller Enhedslisten, som vi vil pege på, siger han.

For Alternativet handler det først og fremmest om, hvilket af de to partier der vil sikre Alternativet mest mulig indflydelse på den førte politik på rådhuset, især på det grønne og det sociale område.

Først på valgnatten tager Alternativet dog endelig stilling.

- Vi peger på det politiske, og vi peger ikke på en overborgmester på forhånd, siger Niko Grünfeld.

Det er ikke automatisk, at vi bare peger på Frank Jensen.

Niko Grünfeld

Alternativet har i forvejen ”størst værdifællesskab” med partierne i rød blok, når det handler om grøn og social bæredygtighed, og derfor står valget om, hvem partiet skal pege på som overborgmester, reelt kun mellem Frank Jensen og Ninna Hedeager Olsen, bekræfter Niko Grünfeld.

- Ja. Når man ser landspolitisk, hvilke initiativer der kommer fra de forskellige partier, så er der ingen fra den borgerlige fløj, der fører en miljøvenlig og bæredygtig politik. Man kan bare se på afgiftsnedsættelser på fossile biler og afgiftsstigninger på elbiler. Det, synes vi, er en helt forkert retning at gå i.

Peger ikke automatisk på Frank Jensen

Hvis Alternativet gør alvor af sine overvejelser om at pege på Enhedslistens spidskandidat som overborgmester, og hvis en række andre scenarier i øvrigt falder ud til fordel for Enhedslisten, kan det betyde afslutningen på mere end 100 års uafbrudt socialdemokratisk styre i København.

Det har Niko Grünfeld ingen problemer med.

- Det er ikke automatisk, at vi bare peger på Frank Jensen. Hvis Enhedslisten bliver det største parti, så mener jeg, at de virkelig skal tage det lederskab på sig og samle partierne rundt omkring dem, hvis det er muligt, siger han.

Så hvis Enhedslisten bliver større end Socialdemokratiet, så mener du, at Enhedslisten skal have overborgmesterposten?

- De bør i hvert fald prøve at se, om de kan sikre sig et flertal. Der er jeg indrettet sådan demokratisk, at man ikke bare skal gøre sådan noget uden at skele til, hvordan københavnerne har stemt.

Og hvis Socialdemokratiet igen bliver det største parti i København, så finder du det mest naturligt og demokratisk rigtigt, at Frank Jensen fortsætter som overborgmester?

- Det vil i hvert fald være det første udgangspunkt. Hvis Frank Jensen har lyst – og det er der da noget, der tyder på – så synes jeg, at han skal samle de partier omkring sig, som vil pege på ham og give ham opbakning. Det virker meget naturligt i min bog.

Kunne du selv tænke dig at blive overborgmester?

- Nej, det er ikke… Altså, man skal jo aldrig sige aldrig, men det er ikke det, der er i mit hoved. Jeg mener, at hvis man er et stort parti og også bliver det største parti og kan samle et flertal og tager det politiske lederskab på sig, så skal man tage det dybt alvorligt, siger Niko Grünfeld.

Enhedslisten: Vi konstituerer os med S og SF

Enhedslisten politiske ordfører på Christiansborg, Pernille Skipper, har tidligere fastslået, at målet ”helt klart” er at erobre overborgmesterposten i København.

Spidskandidat Ninna Hedeager Olsen understregede tidligere på ugen, at hun også går efter at vippe Frank Jensen af pinden, hvis det ellers er muligt at mønstre et rødt flertal bag hende.

Ninna Hedeager Olsen er derfor ”rigtig glad” for meldingen fra Alternativet om, at partiet ser enten hende eller Frank Jensen som kommende overborgmester.

Hun har dog ingen planer om at gå ekstra offensivt til værks i valgkampen for at sikre sig Alternativets støtte på valgnatten.

- Vi er allerede kommet med vores udspil og fører allerede grøn politik, og vi er i gang med at flytte så meget transport som muligt fra bilerne over til cyklerne og den offentlige transport. Det vil vi fortsætte med, også efter valget, siger Ninna Hedeager Olsen, der understreger, at Enhedslisten går efter at konstituere sig sammen med Socialdemokratiet og SF efter valget.

- Det er det, vi går til valg på, og det er det, vi mener, at vi får bedst igennem sammen med Socialdemokratiet og SF. Og Niko er meget velkommen i den røde blok, hvis han vil det, siger hun.

Tror ikke på overborgmesterposten denne gang

Ninna Hedeager Olsen mener desuden, at det ser forholdsvis urealistisk ud, at hun skulle have mulighed for at vippe Frank Jensen af pinden som overborgmester i denne omgang.

Der er i Ninna Hedeager Olsens øjne ikke noget, der tyder på, at hun kan mønstre 28 mandater og dermed et flertal bag sig efter valget, og hun afviser blankt at blive overborgmester på de borgerliges mandater.

- Til det her valg skal jeg se nogle meningsmålinger, der er lidt tættere på, før det er realistisk at snakke om.

Så du regner med, at Frank Jensen fortsætter som overborgmester uanset hvad?

- Ja, vi kommer til at konstituere os sammen med Socialdemokratiet og SF, og vi vælger så en overborgmester blandt os, hvis vi har et flertal. Og som meningsmålingerne ser ud lige nu, så må det være Frank Jensen, siger Ninna Hedeager Olsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra nuværende overborgmester Frank Jensen til Alternativets udmelding.

Socialdemokratiet blev ved kommunalvalget det største parti i København med 27,8 procent af stemmerne, mens Enhedslisten blev næststørst med 19,5 procent.

Målinger forud for dette års kommunalvalg tyder dog på, at Enhedslisten ved dette valg har gode chancer for at hale ind på – og måske endda overhale – Socialdemokratiet som det største parti i hovedstaden.

Resultater og Kommuneportræt

Bliv klogere på København