Christopher blev slået af Anna Mee: Jeg regner med at få hendes plads

Anna Mee Allerslev trak sig fra valgkampen i oktober. Alligevel fik den radikale politiker stemmer nok til at blive valgt ind.

(Foto: Sofie Mathiasen / PR)

Anna Mee Allerslev (R) har fået nok personlige stemmer til, at hun nu formelt er valgt ind i Københavns Kommune.

Hun meddelte dog allerede i oktober, at hun trak sig fra sin borgmesterpost, og at hun ikke stillede op til kommunalvalget på grund af en række skandalesager - primært sagen om hendes bryllup, der blev afholdt på rådhuset i København.

- I dag siger jeg farvel til politik i København, sagde hun på et pressemøde den 25. oktober 2017.

På grund af reglerne for opstilling til kommunalvalget kunne Anna Mee Allerslev dog formelt set ikke nå at trække sit navn tilbage fra listen, og ved valget i går stod hun derfor øverst på listen over de radikale kandidater på stemmesedlen.

Efter en fintælling står det i dag klart, at partiet i alt har fået 26.725 stemmer i København, og det udløser fem pladser i Borgerrepræsentationen.

Og med 1.123 personlige stemmer til Anna Mee Allerslev får den tidligere beskæftigelses- og integrationsborgmester netop det femte og sidste mandat.

De fire andre radikale mandater er gået til spidskandidat Mia Nyegaard (3.844 personlige stemmer), Mette Annelie Rasmussen (1.972), Karen Melchior (1.633) og Tommy Petersen (1.545).

Herefter er det Christopher Røhl Andersen med 1.009 personlige stemmer.

Til DR Nyheder fortæller han, at han går stærkt ud fra at Anna Mee Allerslev trækker sit kandidatur tilbage, hvorfor han betragter sig selv som valgt ind i borgerrepræsentation.

Hvorfor tror du, at du har fået færre personlige stemmer end Anna Mee Allerslev?

- Man kan sige, at der er nogen, som har kørt en meget stærk kampagne for hende. Jeg tænker, at Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm (kendt radiovært på satireprogrammet 'Den Korte Radioavis', red.) popper en champagne nu, siger Christopher Røhl Andersen.

Du har kørt en meget aktiv kampagne, mens Anna Mee Allerselv har trukket sig for længst - alligevel har hun fået flere personlige stemmer end dig. Er det ikke lidt surt?

- Anna Mee Allerselv er en enormt dygtig politiker. Derfor ser jeg det heller ikke som nogen skam at få færre personlige stemmer end hende. Valgkampen har været utrolig turbulent indtil nu. Vi er derfor meget tilfredse med resultatet, siger Christopher Røhl Andersen.

Anna Mee tekstet

Viktor Dylander, formand for Radikale Venstre i Hovedstaden, oplyser, at det rent teknisk skal afklares, hvordan Anna Mee Allerslev vil trække sig.

- Som Anna Mee Allerslev har sagt tidligere, så stiller hun sig ikke til rådighed. Hun skal nu finde ud af, hvordan hun vil nedlægge sit mandat, siger han til TV 2 Lorry.

Resultater og Kommuneportræt

Bliv klogere på København