Det er på spil i København

Verdens lykkeligste indbyggere i verdens bedste by vil videre.

(Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Forskellige internationale undersøgelser af mere eller mindre lødig karakter placerer igen og igen landets hovedstad i toppen, når de forsøger at beskrive, hvordan det går med lykken, livsglæden og worklife-balancen i ”Wonderful Copenhagen”.

Og det går ret godt i disse år, kan man sige med en jysk underdrivelse.

Der er penge i kommunekassen, økonomien buldrer derudad, og ledigheden falder og falder. Nu gælder det om at få de sidste og tungeste ledige i job.

Derfor kan det synes som om, at det er mere og mere vidtløftige emner, der kommer til at præge dette års kommunale valgkamp i hovedstaden.

Men med en hovedstad som siger ”goddag og velkommen” til 1000 tilflyttere hver måned, så langt kalenderen rækker, står landets vækstmotor alligevel over for store og omkostningstunge udfordringer.

For hvor skal de helt almindelige familier bo i en by, hvor boligpriserne nærmer sig boligbobleniveau? Hvor skal deres børn gå i vuggestue, børnehave eller skole, og hvor skal de gamle bo i deres livs efterår? Hvordan skal man komme til og fra arbejde, når trafikken står helt stille i myldretiden, og metroen er fyldt?

Det skal spidskandidaterne give deres bud på op til den 21. november.

Socialdemokratisk højborg der bliver ved med at skrumpe

København er pr. tradition en ræverød by. Hovedstaden har historisk set været hjemmebane for Socialdemokratiet, der har haft overborgmesterposten siden 1938, men nu er der hård kamp om stemmerne til venstre for midten. Fra den yderste placering på venstrefløjen er Enhedslisten i konstant fremgang på bekostning af bl.a. Socialdemokratiet og kan denne gang faktisk overhale det gamle arbejderparti, mener flere iagttagere.

Frank Jensen (A) har været overborgmester siden 2010. Selv om han presses fra flere sider, og partiet stadig ser ud til at bløde vælgere, er han igen klar favorit til at få fire år mere som overborgmester, vurderer både iagttagere og kolleger på rådhuset.

Netop hans evne til at samarbejde med alle partier og skabe ro på rådhuset og brede forlig giver ham både manøvremuligheder og kredit hos konkurrenterne, og det er et es i ærmet i konstitueringsspillet på valgnatten. Samtidig skal Socialdemokratiet tabe virkelig mange stemmer, for at det ikke bliver ”Four more years for Frank”, lyder vurderingen.

Et andet es er overborgmesterens politiske erfaring. Den fhv. minister, tabende finalist i duellen med Helle Thorning-Schmidt (som efterfølgende overtalte ham til at blive overborgmester) og nuværende næstformand i Socialdemokratiet er en garvet politiker i modsætning til en række af hans konkurrenter.

Ninna Hedeager Olsen (Ø) er en af dem. Enhedslistens nye spidskandidat overhalede daværende gruppeformand Rikke Lauritzen indenom, da Enhedslisten skulle vælge partiprofilen Morten Kabells efterfølger.

Det var en stor overraskelse for mange bl.a. Folketingsgruppen på Christiansborg med daværende partiformand Johanne Schmidt-Nielsen i spidsen. De havde alle peget på Rikke Lauritzen som Teknik- og Miljøborgmester Kabells oplagte og naturlige arvtager, men lokalafdelingen ville det anderledes og stemte Ninna Hedeager Olsen ind på en klar førsteplads.

Nu er det så op til hende at stå i spidsen for det parti, som kan blive Københavns største. Alligevel er hendes første ambition efter valget at trække Socialdemokratiet så langt mod venstre som muligt, mens ambitionen om en overborgmesterpost ligger længere ude i fremtiden end d. 21. november 2017.

Partibestyrelsen har afgjort, hvilken borgmesterpost Ninna Hedeager Olsen skal gå efter, men det holdes hemmeligt indtil konstitueringen. Både Teknik- og Miljø- (som er den budgetmæssigt klart tungeste) og Beskæftigelses-borgmesterposten er dog i hendes sigtekorn.

Cecilia Lonning-Skovgaard (V) er en anden debutant som spidskandidat. Hun skal klinke skårene efter det dramatiske opgør med Børne- og Ungdomsborgmester Pia Allerslev, som ikke levede op til forventningerne fra partiets bagland.

I første omgang skal den nye partileder samle Venstre og håbe på et hæderligt valgresultat denne gang, inden hun kan begynde at samle oppositionen med henblik på at blive borgerlig førsteudfordrer til overborgmesterposten, er vurderingen.

Niko Grünfeld (Å) er den nyeste af de nye spidskandidater. Han har ingen kommunalpolitisk erfaring, men er samtidig valgets helt store joker. Han har på forhånd ikke ønsket at pege på nogen som overborgmester, men vil stå helt frit på konstitueringsaftenen for at sikre partiet maksimal indflydelse.

Det regnes som sikkert, at Alternativet kommer ind i Borgerrepræsentationen. Spørgsmålet er så, om partiet kan holde gejsten i valgkampen og komme med mere konkrete bud på en kommunal valgkamp end en kødfri dag om ugen, for kommunalpolitik er realpolitik, lyder det fra flere politikere på rådhuset.

Nogle spår Alternativet til at få 10 procent af stemmerne – andre at partiet mister pusten undervejs og får noget mindre - men den brede sammenslutning af uprøvede politikere står parat til at høste masser af frafaldne radikale lige som det skete ved seneste Folketingsvalg.

Sisse Marie Welling (F) er med sine 31 år den yngste af de spidskandidater, der har et realistisk håb om en borgmesterpost, men hun har allerede næsten otte års politisk erfaring fra Borgerrepræsentationen. Hun tager over efter Ninna Thomsen, Sundheds- og Omsorgsborgmester, som ikke har ønsket at fortsætte på rådhuset.

Sisse Marie Welling skal stoppe den nedtur, som partiet var ude for ved seneste kommunalvalg, der lå lige i kølvandet på partiets skibbrud på landsplan efter regeringsdeltagelsen. Samtidig skal hun profilere sig selv som ny partileder og borgmesterkandidat.

Mia Nyegaard (B) er de Radikales spritnye spidskandidat og bud på en borgmesterpost. Den 43-årige hidtidige suppleant i Borgerrepræsentationen er katapulteret op i rækkerne, efter at de Radikales trumfkort, Anna Mee Allerslev, måtte forlade både sin post som Beskæftigelses- og Integrationsborgmester og politik generelt, da hun blev blæst omkuld af mediestormen oven på sit bryllup på Københavns Rådhus, beskyldninger om vennetjenester og personkritik fra partifæller.

Partiets nye borgmesterkandidat er nummer fem på den radikale liste ved kommunalvalget og socialordfører for partiet på Københavns Rådhus. Hun opnåede ikke valg i 2013, men kom ind som suppleant i 2015.

I den interne afstemning om spidskandidat-placeringen slog hun sin gruppeformand Tommy Petersen, som ellers i første omgang havde overtaget posten som politisk leder og borgmester fra Anna Mee Allerslev. Borgmesterposten overgår nu til den relativt ukendte Mia Nyegaard, og tilbage står et parti, der er slået fuldstændig tilbage til start.

De Radikale ville oprindeligt ikke pege på nogen som overborgmester på forhånd, men 11 dage før valget besluttede Mia Nyegaard sig så alligevel for at pege på Frank Jensen. Med den seneste dramatiske udvikling får partiet dog rigeligt at gøre med at sikre sin overlevelse i hovedstaden, mens det strategiske konstitueringsspil om borgmesterposter ligger langt nede på to-do-listen.

Carl Christian Ebbesen (DF) er en af de få gengangere. Han skabte politisk historie ved at blive Danmarks første DF-borgmester, og han har arbejdet pragmatisk for at sikre partiet indflydelse på beslutninger og budgetter i København – senest ved at gå med i budgettet for 2018 sammen med Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF.

I sin første borgmesterperiode har han nedtonet det ideologiske til fordel for at sikre især idrætten bedre forhold, men posten som Kultur- og Fritidsborgmester kan i langt højere grad fungere som en platform for DF-politik. Det ville fire år mere på posten kunne bruges til, og endnu en periode i samme borgmesterstol ville for øvrigt passe Carl Christian Ebbesen fint.

De to sidste partier i Borgerrepræsentationen er Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance, som pt. ikke har nogle borgmesterposter.

Jakob Næsager (C) er igen spidskandidat for de konservative, mens den tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom Alex Vanopslagh er nyvalgt spidskandidat for Liberal Alliance. Partiet har for tiden kun en borgerrepræsentant.

Borgerrepræsentanterne skal diskutere trafik, ren luft og Amager Fælled

Trafik: Skal København være en by for cykler eller biler? Selvom København er kendt som verdens cykelby nummer et, skal cykler og den offentlige transport styrkes, mener venstrefløjen. Højrefløjen mener, at grænsen er nået, og at biler og deres p-pladser stadig er en del af en storby i hastig udvikling.

Ren luft: Hvordan sikrer man, at københavnerne kan trække ren luft ned i lungerne, når de bor i en storby? Det kunne være ved at satse på el-biler fremfor benzin, og at dieselbusser og lastvogne skal ud af byen. Samtidig skal der være flere grønne åndehuller som parker og beplantede strækninger, mener venstrefløjen og de Radikale. De borgerlige partier mener, at der skal være plads til både byudvikling og varekørsel, og at det skal prioriteres før miljøet.

Amager Fælled: Selvom det planlagte boligbyggeri på Strandengen på Amager Fælled er droppet, er det langtfra sikkert, at diskussionen stopper. Byggeriet er ikke længere kun et byudviklingsprojekt, som har finansieret metroen med 1,8 milliarder kroner. Fælleden er blevet et symbol på kampen mellem by- og boligudviklingen og bevaringen af storbyens grønne oaser. Socialdemokratiet, Venstre og de Konservative vil stadig bygge boliger på fælleden - bare et andet sted - mens de rød-grønne partier er mere skeptiske eller decideret imod at bygge der.

Denne artikel er ændret ifm. Anna Mee Allerslevs afgang som politiker den 25. oktober.

FacebookTwitter