Ny kritiker: Radikal kampagnechef trak sig for en måned siden

Også Rasmus Pontoppidan trak sig fra Hovedstadens Radikale Venstre på grund af samarbejdsproblemer med Anna Mee Allerslev.

For en måned siden trak formanden for kampagneudvalget i Hovedstadens Radikale Venstre, Rasmus Pontoppidan sig fra sin post.

Nu forklarer han ifølge TV2 Lorry på Facebook, at han trak sig på grund af store problemer i samarbejdet med spidskandidaten i partiet, beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Anna Mee Allerslev.

Udmeldingen fra Rasmus Pontoppidan kommer, knap en time efter at de radikales lokalformand i København, Bo Nissen Knudsen, har offentliggjort, at han trækker sig øjeblikkeligt som formand i partiet på grund af samarbejdsproblemer med borgmesteren Anna Mee Allerslev.

Samarbejdsproblemer

I opslaget langer den tidligere kampagneformand ud efter spidskandidatens virke og den "politiske kultur, som spredtes omkring hende".

- Personligt oplevede jeg ukonstruktiv kritik, som altid kom på bagkant; en mangel på ydmyghed, og en katastrofal mangel på værdsættelse af de frivillige, som udgør rygradden i alle kampagner, skriver han.

Rasmus Pontoppidan skriver i sit opslag, at han i første omgang afholdt sig fra at udtale kritik af Anna Mee Allerselv, men at "katten, med Bos udmelding, i allerhøjeste grad er ude af sækken."

Han bakker altså op om den afgående formand Bo Nissen Knudsen, der har valgt at træde tilbage på grund af Anna Mee Allerslev og hendes virke.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk