Radikale i København står uden borgmesterkandidat

Tommy Petersen er ny politisk leder for Radikale på Københavns Rådhus. Borgmesterkandidat findes senere.

Det bliver den hidtidige radikale gruppeformand i Københavns Borgerrepræsentation, Tommy Petersen, der overtager posten som politisk leder efter Anna Mee Allerslev.

Det oplyser Tommy Petersen til DR Nyheder, efter at Anne Mee Allerslev har bebudet, at hun trækker sig fra posten.

- I lyset af, at Anna har trukket sig som politisk leder for Radikale Venstre på Københavns Rådhus, har vi konstitueret os på ny, og der er fuld opbakning til, at jeg nu tager over som ny politisk leder, siger Tommy Petersen.

Radikale i København har imidlertid ikke udpeget en ny borgmesterkandidat efter Anna Mee Allerslev, meddeler Tommy Petersen.

Det bliver dog Tommy Petersen, der skal forhandle på vegne af partiet, når konstitueringsforhandlingerne går i gang efter kommunalvalget den 21. november.

- Jeg synes, det er vigtigt, at vi internt i partiet får en snak om vejen frem. Derfor er der ikke nogen ny spidskandidat til en borgmesterpost, siger han.

Anna Mee Allerslev holder pressemøde klokken 13.30.

Overskriften i artiklen er præciseret fra den oprindelige "Radikale i København går til valg uden borgmesterkandidat", da partiet fortsat arbejder på at finde en borgmesterkandidat inden kommunalvalget 21. november.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk