Venstres spidskandidat: Nu skal der ryddes op

Det skal ikke være en fordel at være politiker, mener Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Det skal i fremtiden ikke være en fordel at være politiker, når man skal låne rådhuset, lyder det fra Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Flere politikere, heriblandt Anna Mee Allerslev (R), har de seneste måneder været i søgelyset for gratis lån af Københavns Rådhus.

Seneste politiker i rækken er Cecilia Lonning-Skovgaard (V), som er spidskandidat for Venstre i København.

Hun har tidligere ikke ville forholde sig konkret til at skulle betale penge tilbage, fordi beløbet og sagens udfald har været ukendt.

Men onsdag besluttede hun at betale penge tilbage uanset hvad.

Nu vil hun også have undersøgt hele processen bag til bunds og lavet om på beslutningsprocessen i Københavns Kommune.

Der skal generelt ryddes op i kommunen, mener hun.

Slut med mundtlige aftaler

Det er særligt den måde, man laver aftaler på, som er kritisabel.

- Der er behov for at få ryddet op i mundtlige aftaler, og sagen viser jo også, at der er behov for at få ryddet op i den måde, der bliver truffet beslutninger.

Netop de mundtlige aftaler er grunden til, at flere politikere har lånt rådhuset gratis.

Ifølge Cecilia Lonning-Skovgaard blev det besluttet blandt gruppeformændene på et møde, men kun mundtligt.

Den type aftaler skal det nu være slut med.

Samtidig skal der heller ikke være forskel på politikere og almindelige borgere, hvis det står til Cecilia Lonning-Skovgaard.

- Jeg synes ikke, der skal være forskel på, hvad vi som politikere og almindelige københavnere skal betale for at være på rådhuset, siger hun.

En af måderne, der skal ryddes op på, er ved at gøre det skrappere og tydeligere, hvad regelsættet fremadrettet skal være.

- For det første skal være klart, at vi betaler lige så meget som alle andre. Det skal også være klart, hvad priserne er, siger hun og fortsætter:

- Og når der så ligger en aftale, så skal man køre efter den i fremtiden.

Venstre vil stille forslaget næste gang, man mødes i gruppeformandskredsen.

Facebook
Twitter