Kommunalforsker: Sådan slipper Anna Mee for sit mandat

Selvom Anna Mee Allerslev har vinket farvel til politik, kan man ikke bare trække sig, når man først er valgt ind i en kommunalbestyrelse.

1123 københavnske vælgere har stemt på Anna Mee Allerslev til årets kommunalvalg, selv om hun inden valget gjorde det klart, at hun ikke har tænkt sig at opretholde sit mandat. Dermed bliver Anna Mee Allerslev valgt som nummer fem af de fem radikale, der får plads i Borgerrepræsentationen. (Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen © Scanpix)

Anna Mee Allerslev står med et sjældent problem.

Hun er valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation med 1.123 personlige stemmer, men ønsker ikke at være politiker. Det har hun i dag bekræftet på Facebook.

Der er selvfølgelig ikke nogen, der vinder ved, at vi har politikere siddende, som ikke har lyst til at sidde i kommunalbestyrelserne

Roger Buch, kommunalforsker

- Desværre har jeg, som I ved, besluttet ikke at modtage valget. Derfor overgår mine stemmer - og mit mandat - til Radikales førstesuppleant, skriver hun i dag på Facebook.

Men man kan ikke uden videre trække sig, når man først er valgt ind i en kommunalbestyrelse. Anne Mee Allerslev skal nemlig anmode Borgerrepræsentationen om at få lov til at udtræde, fortæller kommunalforsker fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch.

Regler for at træde ud

Han forklarer, at lovgivningen indeholder nogle klare regler for, hvad der gælder som en god grund til at udtræde. Det gælder blandt andet, hvis man sidder i Folketinget, eller hvis der er helbredsmæssige eller arbejdsmæssige forhold, der gør, at man ikke kan varetage arbejdet som kommunalpolitiker.

- Da Anna Mee i sin tid meddelte, at hun ville trække sig, nævnte hun personlige forhold som årsag. Og det vil hun sikkert bruge igen, når hun officielt anmoder om at udtræde - også selvom vi alle sammen godt ved, at det sådan set ikke er det, det handler om, men derimod om det stormvejr og den kritik, hun har været udsat for, siger Roger Buch.

Den forhenværende forhenværende radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester trak hun sig fra politik på grund af den så omtalte bryllupssag, men det var altså efter stemmesedlerne var trykt, og så fanger bordet.

Roger Buch er ikke i tvivl om, at Borgerrepræsentationen godkender hendes anmodning, selvom Anna Mee Allerslevs årsag i snæver forstand måske ikke lever op til det, der står i reglerne.

- I tidligere sager er det, så vidt jeg ved, altid endt med, at man har stemt for at lade folk udtræde. Der er selvfølgelig ikke nogen, der vinder ved, at vi har politikere siddende, som ikke har lyst til at sidde i kommunalbestyrelserne, siger kommunalforskeren.

Man kan flytte fra kommunen

Skulle der alligevel opstå et scenarie, hvor Borgerrepræsentationen ikke ville godkende den tidligere Radikale spidskandidats udtræden, er der dog en anden udvej. Og det er at flytte ud af kommunen, fortæller Roger Buch.

- I det øjeblik, man flytter sin folkeregisteradresse ud af kommunen, kan man selvfølgelig heller ikke sidde i kommunalbestyrelsen eller Borgerrepræsentationen. Det er selvfølgelig også derfor, man i kommunerne altid godkender en udtræden - for hvis ikke man godkender det, er flytning en nem vej ud, siger han.

Kommunalforskeren mener, at det bør diskuteres, om reglerne skal afskaffes, da reglerne på området efter hans mening ikke er tidsvarende og går tilbage til en tid, hvor det var svært at få folk til at blive kommunalpolitikere, fordi der var for meget arbejde, dårlig betaling og manglende politisk magt forbundet med opgaven.

- Det er jo ikke noget som helst problem at få kommunalpolitikere i dag. Derfor synes jeg, man uden problem kan afskaffe den regel og bare lave en regel om, at man anmoder om at udtræde uden en masse grunde, og så bliver det godkendt, siger Roger Buch.

Anna Mee Allerslevs mandat skal efter planen overgå til Radikales Christopher Røhl Andersen.