Kommune vil lokke unge i stemmeboksen med unge valgambassadører

18-årige Johannes og Andreas på 22 år skal hjælpe på valgsted I Rudersdal Kommune.

18-årige Johannes Nissen Feldt (t.h.) og 22-årige Andreas Graham (m.f.) skal være på Sjælsøskolen i Birkerød, til den sidste stemme er talt op.

I Rudersdal Kommune gør man i år en ekstra indsats for at få de unge til at stemme.

Derfor er 34 unge mellem 18 og 23 år i dag med til at afvikle valget rundt omkring på valgstederne i den nordsjællandske kommune.

Kommunen har solgt den frivillige tjans som "en helt særlig oplevelse", hvor de unge får mulighed for at opleve Danmark i valgstemning og for at mærke, hvordan spændingsniveauet stiger frem mod stemmeoptællingen.

En af dem, der er bidt på, er 18-årige Johannes Nissen Feldt.

Han skal i år stemme for første gang, men han har også valgt at melde sig som valgtilforordnet for at opleve valgdagen inde fra maskinrummet på Sjælsøskolen i Birkerød.

- Det er så vigtigt at huske, at man har indflydelse, og at valget er en festdag. Sådan har jeg haft det, siden jeg var med mine forældre inde for at stemme som lille, siger Johannes Nissen Feldt.

Vil spejde efter vennerne

Han får i dag selskab af 22-årige Andreas Graham, der også har meldt sig som frivillig.

Han har prøvet at engagere sine kammerater op til dagens valg, ligesom han sammen med sin lillebror har lavet en video og lagt den ud på Facebook, hvor de opfordrer andre unge til at bruge deres stemme til at fremme unges interesser.

I dag vil Andreas Graham holde øje med, om hans venner dukker op på valgstedet.

- Ellers tror jeg lige, at de får en sms eller en hilsen på Snapchat, siger han.

De unge valgtilforordnede har været på minikursus i, hvad de skal lave - og hvad de kan forvente - på valgdagen. (© DR Nyheder)

Ungechef: Vi når unge gennem unge

Ungechef i Rudersdal Kommune Gitte Næsbøl Magnus fortæller, at hovedformålet med at hyre unge som frivillige på valgdagen er at sætte fokus på demokratiet.

- En af vores fornemmeste opgaver er at klæde de unge på til at begå sig i og forstå demokratiet. Her får de en unik mulighed for at se valgmaskinen bag kulissen, siger hun.

Hun fortæller, at de unge ikke er blevet bedt om at fungere som ambassadører eller om at opfordre andre unge til at stemme, men at det alligevel er sket på de unges eget initiativ.

- Den bedste måde at nå unge er gennem unge, så i det store hele batter det rigtig meget. Hver af de unge har en vennekreds, og de har søsat projekter på egen hånd, hvor de for eksempel har delt en video på Facebook eller har rejst sig til morgensamlingen på deres gymnasier, siger ungechefen.

Kampagner kan trække vælgere op af sofaen

Der er også andre kommuner, som i dag gør en særlig indsats for at få vælgerne til stemmeurnerne.

Alt tyder på, at i hvert fald nogle af tiltagene virker efter hensigten og faktisk kan flytte stemmeprocenten med op til fem procentpoint for grupper, der ellers sjældent stemmer, siger Kasper Møller Hansen, der er professor og valgforsker ved Københavns Universitet.

- Sidste gang lavede man rigtig mange kampagner rettet mod alle grupper - kontanthjælpsmodtagere, nydanskere, de unge og så videre - og vi så faktisk, at valgdeltagelsen steg i samtlige kommuner og aldersgrupper, siger han.