Lars Løkke og Mette Frederiksen jagter de sidste stemmer i kommunerne

Partilederes kommunale valgkamp handler om synlighed, siger DR's politiske korrespondent Uffe Tang.

Der uddeles stadig bolcher, flag og blomster for at kapre de sidste vælgere før valget i morgen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og oppositionslederen Mette Frederiksen (S) har i dag indledt den sidste slutspurt i kampen om de kommunale og regionale stemmer i morgen.

Begge partiledere har nemlig forladt de vante rammer på Christiansborg og besøger kandidater og vælgere i flere kommuner.

Og den sidste charmeoffensiv kan få en lille betydning for det endelige valgresultat, vurderer DR's politiske korrespondent Uffe Tang.

- Den synlighed kommer til til at smitte af i en eller anden form. Synlighed betyder nærmest endnu mere til kommunalvalg, hvor der er mange ukendte kandidater, end til landsdækkende valg, siger han.

I toppen af artiklen kan du høre, om partiledernes besøg har indflydelse på, hvordan vælgere i Odense og Aalborg stemmer i morgen.

Løkke: Overdriv ikke betydningen

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har under valgkampen besøgt lidt mere end 40 kommuner og fortæller, at det er vigtigt at komme ud og besøge partiets kandidater.

I dag lagde han blandt andet vejen forbi Aalborg Katedralskole for at støtte Aalborg-spidskandidaten, Tina French Nielsen (V).

- Man skal dog ikke overdrive betydningen af mit besøg for valgresultatet i den enkelte kommune, siger statsministeren, der besøger Venstre-kandidater i yderligere tre jyske kommuner i dag.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, begyndte sin dag i København, hvor hun mødtes med overborgmester Frank Jensen. Hun gik dernæst ned ad Odenses gågade sammen med byens socialdemokratiske borgmester, Peter Rahbæk Juel.

- Det, at vi går her sammen, flytter ikke noget i sig selv. Men det er alt sammen med til at vi har fået fortætnet båndene i Socialdemokratiet, siger Mette Frederiksen, der med dagens kommunebesøg har besøgt alle landets kommuner under valgkampen.

- Jeg håber på, at alle vores borgmesterkandidater og alle vores aktive har oplevet, at min opbakning har en betydning, siger hun.

Korrespondent: Opmærksomhed gavner

Ifølge DR's politiske korrespondent Uffe Tang kan de politiske spydspidsers tilstedeværelse flytte nogle stemmer i den enkelte kommune.

For det, at der kommer en partiformand og kendt ansigt fra Christiansborg, skaber megen opmærksomhed fra pressen og blandt kommunens borgere.

- Der er mange, som er i tvivl og beslutter sig i sidste øjeblik. Partilederne er ude for at skabe opmærksomhed, og opmærksomhed er per definition godt i sådan en valgkamp, siger Uffe Tang.