Lokalpolitiker til ’Drengene på kanten’-Valdemar: Hvor er du strid

Et forslag om at bygge motorvej på bekostning af et par dyrearter falder ikke i god jord.

Dennis tager en selfie med Lollands borgmesterkæde om halsen.

'Drengene på kanten’ prøver at blive klogere på, hvad lokalpolitik er til for.

For at forstå prioriteringerne i hjemstavnskommunen Lolland støder Valdemar og Dennis både på borgmesterkæde, plejehjemsmad og andre synspunkter.

Valdemar savner en motorvej mellem Maribo og Nakskov og har ikke meget til overs for byrådsmedlemmet Bente Borreskovs (EL) ønske om at bruge færre penge på vejnettet og flere på naturen.

- Det er bedre med en god motorvej og miste et par dyrearter, for vi producerer alligevel kun sukkerroer her på Lolland, mener han.

- Ej, hvor er du strid, lyder politikerens svar.

Opbakningen til flere asfaltarbejdere lider dog et knæk, da de to udkantsdrenge besøger køkkenet på et plejehjem.

- Jeg ved ikke, om du kan lide mad, der har stået i køleskabet i ti dage og så er blevet varmet, spørger beboeren Bettina, som opfordrer Dennis til at gøre oprør ved at gå i stemmeboksen.

- Det har du fuldstændig ret i, erkender Dennis, der ellers har udtrykt sin foragt for det politiske system.

Facebook
Twitter