DF'er forlader forhandlingslokalet: Venstre bliver på posten i Mariagerfjord

Venstres Mogens Jespersen får lov at blive på borgmesterposten i Mariagerfjord Kommune.

Med Mogens Jespersen i front trådte partierne bag konstitueringsaftalen ud foran pressen. (Foto: Simon Brix Frederiksen © DR Nórdjylland)

- Vi er kommet et stykke, og vi er blevet enige om at pege på mig som borgmester.

Sådan lød ordene fra siddende borgmester Mogens Jespersen (V), da Venstre, Radikale Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti forlod forhandlingslokalet efter en lang nat i Mariagerfjord, der også indeholdt et mindre drama.

Da valgresultatet kom, stod det ellers klart, at Venstre som det førende parti i kommunen gik frem, mens det andet store parti Socialdemokratiet gik tilbage.

Men der skulle lange forhandlinger til, og undervejs valgte en af de tre kandidater fra Dansk Folkeparti at forlade forhandlingslokalet.

Med til mødet fra Dansk Folkeparti var spidskandidat Jan Andersen, ny gruppeformand Jørgen Hammer Sørensen og Pia Adelsteen, og det var sidstnævnte, der på et tidspunkt rejste sig og gik.

- Hun havde åbenbart nogle ultimative krav til Mogens Jespersen for at pege på ham som borgmester og for at gå ind i et samarbejde. De krav kunne Mogens Jespersen ikke honorere, og så valgte hun at tage sin taske og gå fra mødet, fortæller Jørgen Hammer Sørensen (DF).

Og hvad tænkte I, der sad tilbage derinde om det?

- Vi synes selvfølgelig, det er ærgerligt, når vi var en trepersoners gruppe, der så blev degraderet til to mand. Men vi bed os fast i bordkanten og forhandlede videre, og vi fik endda den radikale Casper Hedegaard med i gruppen også, og vi har fået det, vi ønskede og kan være godt tilfredse, siger Jørgen Hammer Sørensen.

Hvad der nu skal ske i Dansk Folkepartis gruppe i Mariagerfjord Kommune er uvist. Men Pia Adelsteen, der også sidder i Folketinget for partiet, har fortrydelsesret og kan senere vælge at tilslutte sig gruppens beslutning og bakke op om Mogens Jespersen. Både Jørgen Hammer Sørensen og Jan Andersen har fået udvalgsposter.

Som en del af aftalen i kommunen udvides Økonomiudvalget fra syv til ni medlemmer.

Stemmefordelingen i Mariagerfjord Kommune:

  • Socialdemokratiet: 36,7 procent (11 mandater)
  • Venstre: 35,6 procent (12 mandater)
  • Dansk Folkeparti: 11,2 procent (3 mandater)
  • Konservative: 3,1 procent (1 mandat)
  • SF - Socialistisk Folkeparti: 3 procent (1 mandat)
  • Radikale Venstre: 2,8 procent (0,3 mandat)
  • Alternative: 2,3 procent (0 mandater)
  • Enhedslisten: 2,2 procent (0 mandater)
  • Liberal Alliance: 2,2 procent (0 mandater)
  • Kristendemokraterne: 0,9 procent (0 mandater)

Resultater og Kommuneportræt

Bliv klogere på Mariagerfjord