28-årige Abdullah stemmer for første gang: Det er en festdag i dag

Abdullah Sakka har boet i Danmark i tre år, og han har brugt meget tid på at finde ud af, hvem der skulle have hans kryds.

Valgdagen i dag er noget helt særligt for 28-årige Abdullah Sakka, som har stemt for første gang i sit liv. (Foto: Morten Valkær Abildgaard)

For 28-årige Abdullah Sakka er det en festdag i dag.

- Jeg tog det bedste tøj på, jeg har – det er en festlig dag for mig, fordi jeg kommer til at påvirke samfundet, siger han.

For første gang i sit liv har han været i en stemmeboks, og det var rigtig vigtigt for ham.

- Jeg tænkte, at hvor er det dejligt, at jeg har mulighed for at gå ned og være en del af den demokratiske proces, siger Abdullah Sakka.

Abdullah Sakka ved sit valgsted i morges. (© Abdullah Sakkas eget billede)

Abdullah Sakka kommer fra Syrien og har kun boet i Danmark i tre år. Han bor i Middelfart og går i 10. klasse på VUC, og så går han meget op i politik. Det har kostet en del tid at finde ud af, hvem der skulle have hans dyrebare kryds, fordi kommunalvalg for Abdullah også handler meget om politikernes personlighed og indstilling til samfundet.

- Jeg har læst rigtig meget for at finde ud af, hvem jeg er mest enig med. Det handler om vores hverdag, vores skole, vores transport, sundhed og så videre, siger Abdullah Sakka.

Nydanskere har ved tidligere kommunalvalg haft en lavere stemmeprocent end folk, der har boet i Danmark i mange år, og Abdullah Sakka kan godt sætte sig ind i, hvorfor nogle nydanskere ikke stemmer.

- Det politiske klima gør, at de ikke føler sig accepteret og ikke oplever, at de en del af samfundet, siger han og fortsætter:

Alligevel opfordrer han alle til at stemme i dag:

- Det er en pligt og en rettighed, og det er rigtig dejligt, at man har indflydelse på sin hverdag. Det er meget historisk for mig, selv om det kun er én stemme. Men nogle gange er det jo kun én stemme, som afgør valget, siger Abdullah Sakka.

Abdullah Sakka har planer om at fejre valgdagen ved at gå ud og spise med sine venner i aften.

Facebook
Twitter