Nedslag i de kommunale valgkampe: Busser, banko og en by der ikke vil glemmes

Der er fuld gang i vælgermøderne før kommunalvalget. DRs politiske analytiker nåede tre på én dag - reportage fra Jylland, Fyn og udkanten af Holbæk Kommune.

Der er 13 kandidater til vælgermødet i Jyderup i Holbæk Kommune. Og de får mange spørgsmål - blandt andet om Holbæk Sportsby, som mange mener er blevet for dyr. (Foto: Jens Ringberg © dr)

- Græsset på de kommunale boldbaner bliver kun slået hver 14. dag. Det dur simpelthen bare ikke, når børnene i Jyderup Boldklub skal træne og spille kampe!

Budskabet bliver afleveret fra en vælger, med kraftig appel, og udløser klapsalver i Skarridsøsalen lige over for stationen i Jyderup - en sal, der tidligere lagde lokaler til møderne i kommunalbestyrelsen i den nu nedlagte Tornved Kommune.

Nu ligger den i Holbæk Kommune, og sådan har det været siden 2007. Eller... i udkanten af Holbæk Kommune, som et par stykker påpeger.

Afstanden til Holbæk og kommunens forbrug af penge til sport og idræt fylder en del på vælgermødet i den tætproppede sal. Tætproppet på gulvet med vælgere - og tætproppet på scenen, for i Holbæk Kommune rækker hele 13 lister ud efter vælgernes stemme den 21. november.

Klokken er 20.55. Vi har været i gang et par timer. Men min tur ud i den kommunale valgkamp begyndte for mange timer siden.

Grindsted, klokken 10.04 Den socialdemokratiske kandidat, Simon Nikolajsen Jørgensen, får ordet som den første og kæmper mod de mikrofon- og lydproblemer, der nærmest synes at været obligatoriske på ethvert vælgermøde.

Men han får dog fortalt, at han sidder i den nuværende kommunalbestyrelse i Billund Kommune - for det er der, vi er. Og så skynder han sig at sige, at han vil arbejde for bedre busbetjening i kommunen. Ikke mindst til fordel for de vælgere, der er til stede denne formiddag i Grindsted.

Og dem er der mange af. Vi er i den store DJS Arena i kultur- og idrætscentret Magion i Grindsted. Der er vel 6-700 hundrede unge i hallen - en stor del af dem er blandt eftertragtede førstevælgere.

Der er 6-700 unge til vælgermøde i Grindsted, som er en del af Billund Kommune. (Foto: Jens Ringberg © dr)

Panelet består af otte mænd og SF's energiske kvindelige kandidat, Susanne Mathiesen, der kigger kærligt på forsamlingen og siger, at hun jo kunne være bedstemor til dem alle.

De unge er her, fordi Billund Kommune satser på Grindsted som uddannelsesby - en række ungdomsuddannelser er samlet under navnet Campus Grindsted.

Men ikke alle har let ved at komme til og fra Grindsted, og slet ikke på de rigtige tidspunkter på døgnet. Derfor kommer busserne til at spille en vis rolle denne formiddag - sammen med to andre ting, blandt andet: Afstanden til kommunens hovedby Billund. Og den gode økonomi i Billund Kommune, ikke mindst på grund af Lego.

Det tager lidt tid, før præsentationsrunden er overstået, og det er tydeligt at nogle kandidater er mere på hjemmebane end andre.

Venstres kandidat Steffen Sustad har medbragt supportere med skilte. DF's kandidat Mogens Jørgensen får vist ikke helt forklaret, hvorfor han i sin tid valgte Fremskridtspartiet (og senere skiftede til DF). Ikke mange i salen ved, hvilken "hjemmehjælper fra Gentofte", han taler om (Pia Kjærsgaard, red.).

Odense, klokken 15.08 - Nummer 32..

- Banko!

En skuffet mumlen breder sig i det store lokale i konferencecentret Odin Havnepark i Odense. Her ville Pia Kjærsgaard-referencen fra Grindsted gå rent ind. Folk er oppe i årene og husker formentlig fint Fremskridtspartiet, i hvert tilfælde de fleste. For enkelte odenseanere under 50 er også dukket op.

Der bliver spillet banko i Odin Havnepark i Odense, inden LO Fyn har arrangeret vælgermøde med kommunens spidskandidater. (Foto: Jens Ringberg © dr)

LO Fyn har indkaldt de odenseanske spidskandidater til vælgermøde, men de kommer først om halvanden time. Først skal der spilles banko. Præmierne er klassikere som kaffe, vin og den slags - men suppleret med merchandise fra fagbevægelse. Kasketter fra Dansk Metal og den slags.

Der er mange præmier, men ikke nok til at alle de fremmødte, måske 150 kan vinde. Ellers ville det jo heller ikke være sjovt.

Jyderup 19.07 De lokale ildsjæle i Jyderup Lokalforum er ikke gået bankovejen for at peppe deres 13-kantede vælgermøde op.

I stedet spiller de på afstanden til Holbæk - og låner lidt fra DR.

Der spilles "Langt Fra Holbæk". Uden Ask Rostrup.

Som i "Langt Fra Borgen" skal politikerne dyste på paratviden - om Jyderup, naturligvis.

Quizzen genoptages nogle gange i løbet af aftenen, når der skal skiftes tema - til sidst står Retsforbundets Torsten Sylvest, den socialdemokratiske borgmesterkandidat Christina Krzyrosiak Hansen og Venstre-borgmester Søren Kjærsgaard som vindere.

Om Kjærsgaard kan genvinde magten i Holbæk er til gengæld et stort spørgsmål. Valgkampen i Holbæk Kommune er i nogen grad alles kamp mod alle - men især mod borgmesteren.

Han er mødt velforberedt frem til vælgermødet i Jyderup. Ikke bare klarer han sig godt i quizzen. Han har også taget notater med, der viser, at Holbæk Kommune ikke kun har investeret et kæmpebeløb i det store projekt Holbæk Sportsby - som folk i Jyderup generelt er meget kritiske overfor. Men også bruger penge i andre dele af kommunen.

Langt fra alle virker overbeviste, for sportsbyen 17 kilometer væk er blevet dyr, og det har udskudt investeringer andre steder. For eksempel i Jyderup. For Holbæk Kommunes økonomi er anstrengt. Det lægger ingen skjul på.

Grindsted, klokken 10.53 Lidt anderledes i Billund Kommune. Både politisk og økonomisk.

Venstres Ib Kristensen kan efter alt at dømme nemt fortsætte endnu fire år i borgmesterstolen, og kommunen har penge på kistebunden, påpeger flere af kandidaterne på de unges vælgermøde i Magion.

Tallet 200 millioner kroner nævnes flere gange, men kommunerne i Danmark holdes i stram snor af Folketinget - så man kan ikke bare fyre pengene af. Hvis man ellers ville.

Dét har en af kandidaterne tænkt en del over. Kai Bayer fra Den Grønne Liste. Han har tidligere været radikal og socialdemokrat, men er nu gået egne veje med egen liste, der har to opstillede kandidater.

Kai Bayers kongstanke er at Billund Kommune skal putte et stort millionbeløb i en børne- og ungdomsfond, som så kan støtte alle mulige forbedringer for børn og unge i Billund Kommune.

Det er som om de andre kandidater ikke rigtigt bider på forslaget. Flere gør i stedet opmærksom på, at kommunen allerede har afsat penge til aktiviteter for unge, også i Grindsted. Men det kniber med engagementet, lyder det mildt bebrejdende fra politikerpanelet.

Odense, klokken 16.25 Før vælgermødet går i gang i Odense, taler med jeg Niels Ole Pedersen og Birgit Pedersen, pensionister fra Dalum. De vandt ikke noget i bankospillet, men humøret er højt alligevel.

Jeg spørger, hvad der trækker mest - bankoen eller den politiske debat.

Niels Ole og Birgit Pedersen til banko og vælgermøde i Odense. (Foto: Jens Ringberg © dr)

Birgit svarer, at det gør bankoen, men Niels Ole ryster smilende på hovedet og siger, at hustruen er galt på den.

Han nåede at arbejde 42 år på Roulunds Fabrikker, og Socialdemokratiet er og bliver hans parti - selv om han synes, der er for mange akademikere i forhold til "Anker Jørgensens tid".

- De har skuffet mig mange gange, siger han om Socialdemokratiet.

Den socialdemokratiske Odense Kommune imponerer ikke pensionisten fra Dalum. Det er slemt nok, at byens store fodboldklub, OB, ifølge ham får en bedre behandling end en klub som B 1913. Men værre end det: Der er grimme huller i ældreplejen.

- Det er fint, hvis man er rask og rørig. Men hvis man ikke længere er så mobil, skider de på dig, når Niels Ole Pedersen at sige før vælgermødet går i gang - naturligvis med det obligatoriske bøvl med mikrofoner og lydanlæg.

Grindsted, klokken 11.15 En ung fyr fordriver tiden på mobilen og kigger youtube, med optagelser af folk, der falder også slår sig. Men derfor kan han jo godt høre efter, og faktisk virker størstedelen af de unge på vælgermødet i Grindsted ganske opmærksomme.

Flere har spørgsmål til udviklingen i Grindsted - en by, mange af dem kommer til at forlade inden næste kommunalvalg. Det viser al erfaring. Derfor ønsker flere af politikerne, at der kommer en videregående uddannelse til Campus Grindsted. Det vil de bestemt arbejde for.

Der er dog også en svag sivning fra den store sportshal.

Dét opdager en lærer, og hun etablerer resolut et modtræk ved udgangen. Bevæbnet med en kurv Pink Lady-æbler afviser hun flere unge, der vil forlade vælgermødet - de får i stedet stukket et æble i hånden og bliver sendt tilbage til deres plads. Da hun kort forlader sin post for at tage billeder, smutter 5-6 unge piger ud - men generelt er de unge i Grindsted disciplinerede og interesserede.

Kort før klokken 12 er der afsluttende bemærkninger. Flere af kandidaterne minder en sidste gang om Billund Kommunes gode økonomi og opfordrer til, at kommunen tænker større end i dag. Andre gentager, at man som borger selv skal udvise engagement for at få aktiviteter i gang. Også de unge.

Det står ikke klart, hvordan bus-spørgsmålet udvikler sig efter valget i Billund Kommune den 21. november. Men busserne er på dagsordenen, en undersøgelse er sat i gang, og nu skal vælgerne lige tale.

Som sidste punkt på mødet, vinder Mathias en kurv med lidt godt. Han går på HHX på Campus Grindsted og har deltaget i konkurrence om kommunalvalget i forbindelse med vælgermødet i Magion.

Nu er der spisefrikvarter på Campus Grindsted.

Odense, klokken 17.22 I Konferencecentret Odin er debatten godt i gang. Flere vælgere er kommet til, og partierne i Odense stiller med deres spidskandidater næsten hele vejen rundt.

En del af diskussionen kredser om Odense Kommunes økonomi, der er presset - ikke mindst fordi den fynske hovedstad kæmper med høj ledighed.

Der er en ny borgmester i panelet. Socialdemokraten Peter Rahbæk Juel afløste til nytår Anker Boye som borgmester i Odense og møder vælgerne for første gang i dén rolle. Venstres Jane Jegind griber ud efter borgmesterposten igen denne gang, men det ser svært ud. Mange synes den nye borgmester er kommet godt fra start, blandt andet i en konflikt med lokale bander.

Emnet denne eftermiddag er principielt arbejdsmarked og beskæftigelse - men det første spørgsmål fra salen handler om den lokale jernalderby, der har brug for en økonomisk håndsrækning fra kommunen. Ældreplejen kommer også hurtigt i spil. Den har aldrig været ringere, siger en ældre mand til striben af politikere.

Rådmanden på dét område er Brian Skov Nielsen fra Enhedslisten. Han erkender, at det "ikke er prangende", selv om der er tilført lidt flere penge.

Og dét er der, for det røde flertal Odense Byråd har sat skatten op.

Spin-navnet for skatteforhøjelsen er "Velfærdsprocenten" - og den står borgmester Rahbæk Juel på mål for på vælgermødet.

Venstre var imod, og det får en vælger til at spørge Jane Jegind, om hun så vil sætte skatten ned, hvis hun får magt i Odense efter valget. Venstres spidskandidat svarer, at ja, "det er min ambition".

Nærmere kommer Venstres borgmesterkandidat ikke et løfte om skattelettelser i Odense. Den lidt uforpligtende melding udløser smil i salen.

Jyderup, klokken 21.41 Det er blevet tid til afrunding - 13 afrundinger fra 13 kandidater, så det tager lidt tid, men næsten ingen siver ud i kulden i Jyderup før tid. Folk vil have det hele med.

Aftenen har i udpræget grad afspejlet, at vælgerne i Jyderup og resten Holbæk Kommune har rigtigt meget at vælge imellem den 21. november. Der er blandt andet tre lokale lister, ud over de politiske partier, herunder Retsforbundet.

To af listerne har kun én kandidat opstillet. For Listen Ny Holbæk opstiller Frank Skibby, en tilflyttet københavner, som han gør opmærksom på. Han er klar som borgmesterkandidat, erklærer han - hvis valgbudget udgøres af en SU.

De etablerede partier i Holbæk Kommune har flere penge at gøre godt med, og der har været rig lejlighed til at forsyne sig med kampagnemateriale aftenen igennem. Pjecer, bolcher, sadelovertræk. Lokalforum har givet en Pokal-dåsebajer eller et glas sodavand i pausen.

Kampen om magten i Holbæk Kommune er benhård ved dette valg, og der er stemmer at hente i Jyderup, hvor der trods alt bor 5127 mennesker - det fremgik af en runde af "Langt Fra Holbæk" tidligere på aftenen.

Et par hundrede af dem går hjem fra vælgermøde med løfter om, at Holbæk Kommune ikke kaster flere penge efter den omstridte sportsby inde i Holbæk, 17 kilometer væk.

I stedet er der tilsagn om, at man vil kigge venligere på de mindre samfund i kommunen. Selv om der ikke er mange penge i kassen - men det var der heller ikke, da Jyderup lå i Tornved Kommune frem til 2007. Før Holbæk kom ind i billedet.

Klar til valg

Der skal vælges 31 medlemmer til kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune. I Odense nøjes de med 29. I Billund skal vælgerne udpege 25 politikere.

Efter denne dag har en stor folk unge i Grindsted, de ældre bankospillere i Odense og de aktive borgere i Jyderup lidt mere fast grund under fødderne, når de sætter krydset.