V-borgmester i Nordfyn: - Det her er historisk for mig

Borgmester Morten Andersen og Venstre har fået 40,1 procent af stemmerne på Nordfyn. Dermed har partiet ene og alene flertal.

Venstres Morten Andersen (midt i billedet) har været borgmester siden 2010. En post han fortsætter med efter kommunalvalget den 21. november. (Foto: Dr)

Borgmester Morten Andersen (V) har fortsat borgmesterkæden i Nordfyns Kommune. For Venstre kan fejre en sikker sejr med 40,1 procent af stemmerne i kommunen. Dermed har partiet ene og alene flertal.

- Du kan godt kalde det en lille form for en jordskredsejr, siger Morten Andersen, der havde foreberedt sig på en mindre tilbagegang, fordi partiet ved det seneste valg hentede en markant sejr på Nordfyn

- Man skal jo ikke tro, at træerne gror ind i himlen. Men det er lige før, de har gjort det her. At vi kunne ende med et mandattal for Venstre på 13, det er historisk.

Morten Andersens tætteste konkurrent har været Kim Johansen, der er 2. viceborgmester i kommunen. Men selvom Socialdemokratiet har fået 28,1 procent af stemmerne, taber Kim Johansen endnu engang. Det gjorde han nemlig også i 2013.

Farvel til enkelt mandat

Generelt er der grønne tal for de fleste partier i Nordfyns Kommune, hvor flere partier går frem i forhold til sidste valg. Dog med undtagelse af Liberal Alliance, der som det eneste parti går 1,3 procentpoint tilbage i forhold til sidste valg.

Dermed mister LA sit eneste mandat. Det samme gør Enhedslisten, selvom de har fået 554 stemmer og ikke går tilbage.

Vant til opmærksomhed

De personlige stemmer er endnu ikke gjort op, men Morten Andersen har tidligere været en gedigen stemmesluger. Faktisk satte han rekord på Fyn med antal af personlige stemmer med 3116 stemmer i 2013.

Morten Andersen har siddet på borgmesterkontoret i Bogense siden 2010 og har fortsat titlen efter aftenens valg.

Resultater og Kommuneportræt

Se alle resultater

Bliv klogere på Nordfyn