Ulla Astman efter glippet formandspost: Vi bærer ikke nag, men glemmer heller ikke

Region Nordjyllands formand vil nu gå efter næstformandsposten i Danske Regioner.

Ulla Astman (S) er skuffet over De Radikale, men vil nu forsøge at få så meget indflydelse i de resterende forhandlinger i Danske Regioner. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

I går kom det frem, at formanden for Danske Regioner bliver Stephanie Lose fra Venstre. Det skete efter, at De Radikale besluttede at pege på venstrepolitikeren.

Det var ellers en post, som Ulla Astman, formand for Region Nordjylland, kæmpede for at få. Hun udtrykker da også stor skuffelse over beslutningen.

- De Radikale forhandlede med os på skrømt, og så gik der landspolitik i den, siger hun.

Efter regionsrådsvalget stod de to blokke helt lige i Danske Regioner, og dermed sad De Radikale med det enlige afgørende mandat i forhandlingerne.

- Jeg tror, at man på den her måde søger at vinde en lille sejr på et valg, man sådan set har tabt set fra den borgerlige side, siger Ulla Astman.

Aftalen betyder også, at De Radikale får formandsposten for sundhedsudvalget. En post som Ulla Astman ellers har siddet på i ti år.

- Jeg er da ærgerlig over, at mit parti nu mister to formandsposter, men nu drejer det sig om at få så meget som muligt ud af de resterende forhandlinger, hvor jeg finder det naturligt, at vi tager næstformandsposten i Danske Regioner, siger hun.

Der er ifølge Ulla Astman slået skår i samarbejdet med De Radikale. Ikke i hendes eget regionsråd i Nordjylland, men i Danske Regioners bestyrelse.

- Vi bærer ikke nag, men vi glemmer heller ikke, siger hun.

Facebook
Twitter