Nyvalgte politikere bliver tilbudt at komme på skolebænken

Mange nye byrådsmedlemmer vælger at lære mere om budgetter og konstruktive løsninger inden arbejdet for alvor går i gang.

Hvordan sætter man et budget sammen, og hvordan løser man uenighed? Det får omkring 700 nyvalgte politikere mulighed for at lære, inden de kaster sig over byrådsarbejdet. (Foto: René Lind Gammelmark- www.freelance-fotografen.dk)

Mange nyvalgte politikere sætter sig i stolene rundt omkring i landets byrådssale efter nytår.

På landsplan bliver cirka hvert tredje byrådsmedlem skiftet ud ved kommunalvalget, så de kommende måneder bliver cirka 700 politikere tilbudt at komme på kursus.

Én af dem er præst i Billund, Peter Fredensborg (V).

- I første omgang har jeg brug for at få defineret min rolle som lokalpolitiker og finde ud af, hvad jeg har indflydelse på, og hvad der ikke er mit bord, siger han.

For kommunaldirektør Ole Bladt-Hansen fra Billund er det spændende, når de nye politikere kommer med deres idéer.

- Det her er en læringsproces for de nye byrådspolitikere, men det er det sandelig også for os, der skal arbejde sammen med de nye. Der kommer nogle nye tanker, ideer og visioner ind, siger Ole Bladt-Hansen.

Alene i Trekantområdet får 43 nyvalgte tilbud om et todages kursus på Center for Offentlig Kompetenceudvikling, som er ejet af Kommunernes Landsforening.

De nye politikere vil gerne vide, hvordan de kan få indflydelse. Men kurset indeholder også øvelser i at nå til enighed, siger chefkonsulent Thomas Nymann.

- Man er jo som udgangspunkt professionelt uenige. Men så handler det om at få skabt nogle konstruktive løsninger, der i sidste ende er til gavn for borgere og virksomheder, siger Thomas Nymann.

De nyslåede politikere får blandt andet besøg af to borgmestre, som fortæller om, hvordan man kan arbejde sammen på en god måde. Desuden får de gode råd og tips fra kommunalpolitikere, der blev valgt for fire år siden.