Politikernes budskab i én sms: Derfor skal du stemme på os i dag

En del vælgere er i tvivl, når de står i stemmeboksen. Her er politikernes sidste argument.

Er du stadig i tvivl om, hvor krydset skal sættes, så giver toppolitikere fra de ni partier i Folketinget her deres argument for, hvorfor du skal stemme på netop deres parti. Fotos: Scanpix

Valgdag - og hvem skal man så stemme på?

Hører du til en af dem, der fortsat er i tvivl om, hvor de to kryds til kommunal- og regionsrådsvalget skal sættes, når du senere i dag står nede i stemmeboksen, så fortvivl ej.

DR Nyheder har skrevet til partiledere og de politiske ordførere for hver af de partier, der i dag er valgt ind i Folketinget, og spurgt til et helt kort budskab, til de vælgere, der endnu ikke har besluttet sig.

For godt hver 10. vælger har endnu ikke bestemt sig for, hvor krydset skal sættes, inden de står i stemmeboksen.

SF's partiformand, Pia Olsen Dyhr, var den første til at gribe opfordringen og besvare sms'en.

Hendes budskab er blandt andet den klassiske SF-politik: Velfærd frem for skattelettelser.

Konservative: Skatten skal holdes i ro

Også de Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, var hurtig til at sende sit budskab retur. Også hun nævner skatten, men en stemme på de Konservative er ifølge den politiske ordfører et løfte om at holde skatten i ro. Hvis den altså ikke skal sænkes.

Enhedslisten vil styrke den lokale velfærd

Hos Enhedslisten er det også velfærd, der står øverst på listen over budskaber, som politisk ordfører Nikolaj Villumsen har sendt. En stemme på det venstreorienterede parti er en stemme på bedre løn- og arbejdsforhold, skriver Villumsen.

Liberal Alliance: Mere plads til virksomhederne

Liberal Alliance er et af de nyere partier i kommunalpolitik. Partiet har endnu til gode at sikre sig en borgmesterpost.

En stemme på partiet er ifølge politisk ordfører Christina Egelund en stemme på en lavere kommuneskat.

Venstre vil have tryghed

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, er vant til at skære sine politiske budskaber ind til benet. Han mener, at en stemme på regeringspartiet vil "skubbe Danmark i den rigtige retning".

Et mere rummeligt, radikalt Danmark

De Radikales formand, Morten Østergaard, skriver i sit sms-budskab, at der skal bruges flere penge på fremtiden. Både på børn, uddannelse og et grønnere Danmark.

Socialdemokrater: Vigtigt du stemmer

I Socialdemokratiet slår politisk ordfører Nicolai Wammen også på, at det kryds på partiet skal være med til at sikre velfærden de kommende fire år. Det vigtigste er dog, at du stemmer, skriver han.

DF vil have udlændinge hjemsendt for at styrke velfærden

Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, vil også sikre mere velfærd i kommunerne. De penge skal findes ved at få kommunerne til at hjemsende udlændinge, der koster i kommunekassen, argumenterer gruppeformanden.

Alternativet vil have grønt danmarkskort

Og så er der Alternativet, der de seneste par dage har været indblandet i en problemsager. Her svarer partiets leder, Uffe Elbæk, som den sidste politiker ganske kort men klart: En stemme det grønne parti vil give et grønt Danmark.

Er du stadig i tvivl om, hvad du skal stemme? Så tag DR's kandidattest, som du finder her.