Professor: Det er en demokratisk ret ikke at stemme

I nogle lande får man en bøde, hvis man ikke stemmer. Men den model vil næppe få opbakning i Danmark, vurderer professor.

Selvom vi ikke har en juridisk pligt til at stemme i Danmark, føler vi en stærk moralsk forpligtelse til at stemme, forklarer professor.

Det bliver højest sandsynligt lidt over to tredjedele af os, der i morgen kommer til at afgøre, hvem der skal bestemme i kommunerne de næste fire år.

Ved sidste kommunalvalg stemte 71,9 procent. Tre ud af ti stemmeberetttigede stemte altså ikke. Derfor har medier, kommuner, regioner og politikere de seneste uger kørt den ene og den anden kampagne for at få stemmeprocenten højere op.

Andre steder i verden har man løst problemet på en simpel måde: Nemlig ved at gøre det lovpligtigt at stemme. Det gælder for eksempel i Australien og i Belgien, hvor man får en bøde på 400 kroner, hvis man ikke møder op ved valgstedet.

Men det ville næppe gå i Danmark, siger professor i politik og offentlig administration ved Roskilde Universitet, Jakob Torfing.

- I dansk sammenhæng har det en totalitær klang, som minder os lidt om diktaturer, der gerne vil vise, at befolkningen bakker op om at stemme. Det er fremmed for vores liberale, demokratiske kultur i Danmark, siger han.

Professoren mener, at det er en vigtig del af vores demokrati, at man simpelthen bare kan lade være med at stemme.

- En stemmeret er en frihedsrettighed. Man kan altså vælge, om man vil bruge den, eller om man ikke vil. Hvis man for eksempel vil vise en eller anden form for protest mod det politiske system, så kan man lade være at bruge sin stemmeret og dermed udvise en protest, forklarer han.

Men selvom vi ikke har en juridisk pligt til at stemme i Danmark, så har vi en moralsk. Og det er formentlig derfor, at vi stadig har en af verdens højeste stemmeprocenter, forklarer Jakob Torfig.

- Der er i vores samfund en moralsk forpligtelse, der handler om at være en god medborger og vise engagement overfor fællesskabet ved at være med til at udpege de folkevalgte, der skal sætte rammerne om vores liv. Og i Danmark er i den moralske forpligtelse stærk, siger han.

Det er dog gået lidt ned ad bakke med stemmeprocenten, og det kan få konsekvenser.

- Når folk ikke stemmer er der en fare for, at de føler sig mindre forpligtede til at følge de regler der bliver lavet i fællesskabet, siger Jakob Torfig.

  • De seneste tal for, hvor mange, der regner med at stemme i morgen, kommer fra analysemagasinet Momentum 13. november.

  • Her svarede 69 procent af vælgerne, at de var sikre på, at de ville stemme til kommunal- og regionsvalget.

  • Kun 57 procent af de unge var på det tidspunkt sikre på, at de ville stemme.Kilde: Momentum

Facebook
Twitter