Erling vil have ældre fra hele kommunen med i seniorbiograf: Har lavet sin egen 'bio-bilordning'

Den offentlige transport i Rebild Kommune kunne være bedre, mener Erling Junker Holst.

Erling Junker Holst har sammen med de øvrige frivillige taget sagen i egen hånd og fundet på en ny ide, der skal hjælpe de ældre frem og tilbage mellem deres hjem og seniorbiografen. (Foto: Pernille Kjeldgaard Kristensen © DR Nórdjylland)

Er man grå i toppen og har mange år på bagen, så kan det være attraktivt med en tur i seniorbiografen i Skørping i Rebild Kommune.

Men for mange af de ældre kan det være svært ved at komme til og fra biografen fra de omkring 30 fortrinsvis små byer, der ligger i kommunen.

Bussen går ikke så tit, som den gjorde engang, og det har Erling Junker Holst og de øvrige frivillige ved seniorbiografen nu besluttet sig for at råde bod på.

- Vi vil gerne have så mange som muligt med i biografen, og vi fandt jo hurtigt ud af, at der rundt omkring i Rebild Kommune sad nogle, der ikke kunne komme i seniorbiografen, fordi de ikke havde kørekort eller ikke havde nogen at køre med, fortæller han.

Derfor er han nu på jagt efter ambassadører i hver eneste by, som kan indgå i en bio-bilordning.

- Ideen er, at vi, i de 30 byer vi har i Rebild Kommune, finder en bilambassadør, og den ambassadør forpligter sig så til at tage andre med, når der er film i seniorbiografen.

Det skal gøre det nemt for de ældre at komme afsted og sikre, at flere ældre har adgang til fællesskabet omkring det store lærred.

- Der er jo et stort socialt perspektiv i det, siger Erling Junker Holst.

I Rebild Kommune er der en flextrafik-ordning, hvor borgerne kan bestille en vogn og fragte sig rundt i kommunen for 3,50 kroner pr. kilometer med mulighed for rabatter.

Men Erling Junker Holst så gerne, at man blev bedre til at gøre opmærksom på ordningen over for de ældre, og han mener, at de ældre skal have så mange tilbud om transport, som det kan lade sig gøre.

- Man skal simpelthen have så mange muligheder som muligt, siger han.