Skynd dig ned og stem - der er ikke stemmesedler nok til alle

For at skåne miljøet og spare lidt penge vælger mange kommuner ikke at printe stemmesedler til alle.

I Viborg Kommune har de printet stemmesedler, så der er nok til, hvis 90 procent af de stemmeberettigede vælger at stemme. (Foto: casper christoffersen © Scanpix)

Når valgstederne åbner dørene vil der ikke være stemmesedler nok, hvis alle stemmeberettigede vælger at møde op.

For det gør de yderst sjældent, og derfor vælger de fleste kommuner kun at printe stemmesedler ud fra, hvor mange de regner med møder op. Og så lidt til.

Landets største afstemningssted ligger i Viborg. Det er i Viborg Stadionhaller, hvor 23.743 stemmeberettigede kan sætte deres kryds.

Her har de printet stemmesedler, så der er nok til 90 procent, fortæller jurist i Viborg Kommune Jesper Riis.

De trykker stemmesedler ud fra dels erfaringer med stemmeprocenter fra sidste valg og dels ud fra, hvor mange brevstemmer der er kommet ind.

- På den måde når vi frem til et tal til de i alt 17 afstemningsteder. I alt har vi valgt at printe til 90 procent, da brevstemmer kommer til at stå for omkring 3-4 procent, og da der sidst var 74 procent, der stemte, så er jeg helt sikker på, at der er nok.

Jesper Riis vil dog altid sørge for at få printet flere end behovet. Men aldrig 100 procent.

- Stemmesedlerne koster under en krone per styk, så det har lidt at sige, men det er i langt højere grad et miljøspørgsmål. Det er spild, hvis en masse stemmesedler bare skal smides ud, når nu vi ved, de ikke alle sammen bliver brugt.

Kommune: Katastrofe at løbe tør for stemmesedler

Men i én kommune har de prøvet at sidde med hjertet helt oppe i halsen, da de pludselig fandt ud af, at der ikke var stemmesedler nok. Det var i Rudersdal Kommune, hvor vælgerne i 2009 skulle til EU-valg og stemme om tronfølgeloven.

Her endte Økonomi- Og Indenrigsministeriet med at give grønt lys til, at kommunen kunne låne stemmesedler af Lyngby- Taarbæk Kommune.

Det fortæller Solveig Andreasen, chefkonsulent og jurist i borgmestersekretariatet i Rudersdals Kommune.

- Det år sagde vi, at vi ikke gad at bestille til 100 procent af vælgerne, men nøjes med 75 procent.

- Men det viste sig altså, at vi havde skønnet forkert. Der var vi dog så heldige, at stemmesedlerne var ens, så vi kunne låne af et andet valgsted, men det er de altså ikke til et kommunalvalg.

I år har de printet 82 procent. Og det er de sikre på er nok.

- Vi føler os helt overbevist om, at det er nok. Hele 7,7 procent af borgerne har brevstemt, så det er det største, vi har oplevet.

Men det ville uden tvivl være forfærdeligt, hvis de igen løb tør for stemmesedler, siger Solveig Andreasen.

- Det ville være en katastrofe. Spørgsmålet er, om man skal gå med livrem og seler. Men det ville være fjollet at printe 100 procent, da resten vil ryge direkte i forbrændingen.

For der bør være mange ting, man tager hensyn til, inden man printer løs, mener Solveig Andreasen.

- Dels er der arbejdsmiljøet – sådan nogle stemmesedler er tunge, så der er grænser for, hvor meget vi kan byde dem, der skal bære rundt på dem. Men det er jo også et miljø- og økonomi spørgsmål.

- Man køber jo heller ikke mad til 15 gæster, hvis der kun kommer 10, siger hun.

Kommunerne har ansvaret

Det sker heldigvis meget sjældent, at valgstederne løber tør for stemmesedler, siger valgkonsulent Christine Boeskov fra Økonomi- og indenrigsministeriet.

- Kommunerne har ansvaret for, hvor valgstederne skal ligge og hvor mange, der skal stemme på det enkelte valgsted. Derfor er det også dem, der sørger for at printe stemmesedler, så det passer til antallet af vælgere.

Hvis det skulle vise sig, at en kommune løber tør for stemmesedler, bør de tage kontakt til Økonomi- og indenrigsministeriet, siger Christine Boeskov.

- Hvis det mod forventning skulle ske, må vi tage udgangspunkt i de konkrete omstændigheder. For eksempel, hvor mange stemmesedler, der mangler, og hvor tæt på lukketid det er, siger Christine Boeskov uden at kunne komme nærmere ind på, hvad der kan gøres.

- Men det kunne eksempelvis være, at man lånte fra et andet valgsted i samme kommune.