81-årige Else trænes til selv at tage bad

81-årige Else Jakobsen skal trænes til selv at tage bad, så kommunen kan spare på hjemmehjælpen.

En række kandidater til kommunalvalget diskuterer i aften i Demokratiets aften på DR1 kl. 21.15.

Under debatten, der handler om blandt andet ældre, skole og partihopperi, svarer DRs politiske analytiker Jens Ringberg på spørgsmål her på dr.dk. Du kan stille dit spørgsmål allerede nu.

Pyha. Else Jakobsen er på vej op af trappen i sit 3 etagers hus i Korsør.

Målet er badeværelset på 1. sal, og lige bagved hende går ergoterapeuten Tue Petterson, som i løbet af de seneste tre måneder er kommet hos hende en gang om ugen.

Kommuners rehabiliteringsindsats
  • Både Syddjurs Kommune og Slagelse har fået undersøgt deres rehabiliteringsindsats af Forskningscenter for Velfærd, SFI (de er i dag fusioneret med KORA og hedder nu Det Nationale Forsknings- og analysecenter for Velfærd, VIVE)
  • I Slagelse kommune modtog 19 procent af de ældre, som deltog i rehabiliteringen, ikke længere hjælp efterfølgende. Hos flere af de resterende er der et fald i den hjemmepleje, de modtager efterfølgende
  • I Syddjurs gennemførte 284 borgere i 2012 også et rehabiliteringsforløb. Her blev over 50 procent selvhjulpne, og kommunen sparede det år over fem millioner kroner.

Tue Petterson er hjemmeterapeut i Slagelse Kommune.

Et udtryk, som blev født, da Slagelse kommune i 2011 udrullede projektet ”Lev livet aktivt”.

Her bliver ældre, som allerede modtager hjemmehjælp, og ældre, der netop er blevet udskrevet, tilbudt et rehabiliteringsforløb, hvor de sammen med en forløbsansvarlig medarbejder fra kommunen sætter nogle mål for, hvad den ældre skal blive bedre til at klare selv.

I Else Jakobsens tilfælde har rehabiliteringen med Tue Pettersen stået på hver fredag de seneste tre måneder.

Målet er blandt andet, at Else Jakobsen skal lære at tage bad selv, så hun ikke er afhængig af kommunens hjælp.

Rehabilitering giver selvtillid

Else Jakobsen er kommet op for enden af trappen, og her står en rollator klar, som erstatter den rollator, hun stillede fra sig nede på første sal.

- Det er rart at komme op af trappen ved egen hjælp med Tue bagved. Jeg synes jo, at det er med til at opbygge min selvtillid, og jeg er selv begyndt at tænke, at jeg kan klare mere og mere, det gør mig rigtigt glad, siger hun, inden hun begynder at tage tøjet af, mens Tue Petterson rådgiver hende.

Han fortæller, at et rehabiliteringsforløb normalt varer mellem to uger og tre måneder, og at det altid skal være med udgangspunkt i, hvad de ældre også selv føler, at de gerne vil kunne klare selv.

- Min oplevelse er, at vi kan reducere hjemmeplejen hos næsten alle, som vi kommer hos, siger han, inden han sætter sig til rette udenfor badeværelset, hvor Else Jakobsen nu er gået ind for at bade.

Vi frygter, at det kan være en spareøvelse, og at man kommer til at tage hjemmehjælpen fra nogen, der havde behov for det, og som ikke kan klare sig selv.

Bjarne Hastrup, Direktør hos Ældre Sagen

Ældre Sagen frygter en spareøvelse

I Slagelse Kommune har de fået analyseret ”Lev livet aktivt i hverdagen” af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI (i dag VIVE) og her viste analysen, at borgerne var glade for at have været med i forløbet.

Men resultaterne viste også, at 19 procent af de borgere, som har fulgt forløbet, slet ikke modtager hjælp fra kommunen, efter at rehabiliteringen er afsluttet.

Det bekymrer Bjarne Hastrup, der er direktør hos Ældre Sagen.

- Vi frygter, at det kan være en spareøvelse, og at man kommer til at tage hjemmehjælpen fra nogen, der havde behov for det, og som ikke kan klare sig selv.

Min største usikkerhed ved at være alene og gå i bad er at glide og falde.

Else Jakobsen, 81 år

Samtidig understreger han, at flere danske kommuner eksempelvis har skåret ned i antallet af bade, som ældre får fra kommunen.

- I 2015 var det 44 procent af de danske kommuner, som kun tilbød ét bad om ugen til ældre hjemmehjælpsmodtagere. I dag er det 59 procent af kommunerne, som kun tilbyder det ene bad om ugen. Jeg frygter, at kommuner er ved at krænke den individuelle værdighed med disse spareøvelser.

Men der er ingen tvivl om, at kommunerne står med en stor udfordring, når det kommer til ældrepleje, for der kommer flere og flere ældre. I dag er der 450.588 personer, som er 75 år og derover.

Om 20 år vil der, ifølge Danmarks Statistik, være 778.657 personer, som er over 75 år. En stigning på 72,9 procent.

Og det betyder, at kommunerne må kigge efter løsninger, som kan nedbringe ældreudgifterne i det lange.

Det erkender Venstre-borgmesteren i Slagelse Kommune, Stén Knuth, som igennem rehabilitering prøver at investere i at kunne spare i fremtiden.

- Vi bliver mere og mere udfordrede på ældreområdet, og derfor har vi en stor interesse i at strække pengene ved at skære i hjemmeplejen, så der økonomisk er plads til, at der kommer flere og flere ældre.

Hvor meget står kommunen egentlig for? Vi har fjernet de kommunale bygninger fra kortet, så du kan se, hvor meget indflydelse din stemme i virkeligheden har ved KV17.

Else Jakobsen klar til at stå alene – men det er ikke uden bekymringer

I Korsør er Else Jakobsen færdig med sit bad. Tue Petterson hjælper hende med et instrument, som skal hjælpe hende til selv at få strømperne på.

Hendes rehabiliteringsforløb er snart færdigt, og hun er kommet dertil, hvor hun også selv tror på, at hun nok skal klare den.

Men den 81-årige dame, som tidligere har oplevet at falde, er dog lidt bekymret for, hvordan det bliver, når Tue Petterson ikke længere sidder lige ude på den anden side af døren – klar til at hjælpe hende

- Min største usikkerhed ved at være alene og gå i bad er at glide og falde. Det er jo ofte noget, der sker i et vådt badeværelse. Jeg ville nok helst, at der var en hos mig.

Resultater og Kommuneportræt

Bliv klogere på Slagelse