Folk i Slagelse er rystede: Borgmesterkamp er 'barnlig' og 'pinlig'

En hån mod vælgerne og noget rod at dele borgmesterpost mellem S og LA, mener borgere.

Helle Brink og Henrik Billstrøm er nogle af de folk på gaden i Slagelse, som er forargede over, hvordan byrådspolitikerne håndterer forhandlingerne om borgmesterposten i Slagelse. (© DR Nyheder)

- Det er så barnligt. Jeg er dybt forarget.

Det siger sygeplejerske på Slagelse Sygehus Helle Brink om forhandlingerne om borgmesterposten i den vestsjællandske kommune.

Løsningen på det politiske dødvande i Slagelse Kommune ser ud til at ende med en aftale mellem Socialdemokratiet og Liberal Alliance.

Politikerne John Dyrby Paulsen (S) og Villum Christensen (LA) er enige om at tage to år hver med borgmesterkæden om halsen.

- Jeg har aldrig kendt mage. Det er så lange ude, at folkevalgte, som skal lede kommunen, når frem til sådan en besynderlig løsning, siger Helle Brink om det scenarie.

Hun er langt fra den eneste med de følelser.

- Jeg troede helt seriøst, at det var løgn, da jeg læste det, siger Slagelse-borgeren Henrik Billstrøm, da DR Nyheder møder ham på gaden.

Liberal Alliance og Socialdemokratiet deler borgmesterkæden i Slagelse. Fra 1. januar tager John Dyrby Paulsen (S) (th.) rorpinden. I 2020 overtager Villum Christensen (LA) posten. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix og Claus Bech © Scanpix)

Han kalder aftalen mellem S og LA for både 'pinlig og useriøs'.

- Jeg er faktisk flov. Jeg har boet i Slagelse i mange år, og det her resultat er meget beklageligt.

- Det er uden at have ansvar for det, som vælgerne har sat kryds ved, siger Henrik Billstrøm.

- Jeg er ret overbevist om, at det her bliver noget rod. Det er rigtig skidt, siger han.

Lodtrækning var også på tale

Helle Brink ryster også på hovedet over, at alternativet før aftalen mellem S og LA var, at partierne i kommunen skulle trække lod om borgmesterposten.

- Man mister tilliden. Det er på et lavt niveau, når man i et demokratisk samfund ikke kan blive enige. Hele scenariet er så langt ude, siger hun.

Tidligere politiker og socialdemokrat Grethe Hjorth Andersen mener, at aftalen er noget rod. ’Det irriterer mig ud over alle grænser, at man fokuserer mere på personer end på politikken. De har sloges meget de sidste fire år, og det bliver ikke bedre nu', siger hun til DR Nyheder. (© DR Nyheder)

Om der bliver tale om en deleordning i Slagelse Kommune er dog endnu ikke 100 procent sikkert.

En sådan aftale om at dele jobbet er ikke juridisk bindende.

Det betyder, at socialdemokraten John Dyrby Paulsen, som tager tjansen de første to år, kan blive siddende, uden at man kan vælte ham.

Derfor tvivler de borgere, som DR Nyheder har talt med, også på, at Villum Christensen (LA) overhovedet blive borgmester efter de to år.

- Jeg tror, at det er en aftale, som dækker over noget andet, end det vi har hørt, siger Slagelse-borgeren Henrik Billstrøm.

Facebook
Twitter