Socialdemokrater sætter sig i førersædet i fire regioner

Kun i Region Syddanmark bliver regionrådsformanden ikke socialdemokrat.

I Region Sjælland bliver socialdemokraten Heino Knudsen (længst til venstre) regionrådsformand. Dermed mister Venstre posten i regionen.

I fire af landets fem regioner vil en socialdemokrat sætte sig i front som regionrådsformand næste år.

Det står klart efter stemmer til regionrådsvalget er talt op. Dermed får Socialdemokratiet en enkelt regionsrådsformand mere end i dag.

I Region Sjælland bliver Heino Knudsen (S) formand for regionsrådet. Den post er i øjeblikket besat af venstremanden Jens Stenbæk, men han genopstillede ikke.

Med Heino Knudsens sejr lykkedes det ikke Jacob Jensen (V), Venstres finansordfører i Folketinget, at genvinde posten som regionrådsformand i Region Sjælland til Venstre.

Gengangere i Hovedstaden og Nordjylland

I Region Nordjylland fortsætter socialdemokraten Ulla Astman som regionrådsformand.

Og i Region Hovedstaden er Sophie Hæstorp Andersen (S) også blevet genvalgt som regionrådsformand.

I Region Midtjylland genopstillede stemmeslugeren Bent Hansen (S) ikke som regionrådsformand. Men det lykkedes socialdemokraten Anders Kühnau at trække posten som regionrådsformand hjem til socialdemokraterne igen.

Venstre fortsætter i Syd

I Region Syddanmark kan Venstre igen sætte sig i formandstolen for regionsrådet. Her fortsætter Stephanie Lose (V) som regionrådsformand.

Tidligere udenrigsminister og formand for SF, Villy Søvndal, stillede også op som regionrådsformand i Region Syddanmark.

Han fik 13,7 procent af stemmerne, men blev sat udenfor døren, da forhandlingerne om regionrådsformandsposten begyndte.

Danske Regioners formand er uvis

Det er Bent Hansen (S), der i øjeblikket er formand for Danske Regioner - interesse- og arbejdsgiverorganisationen for de fem danske regioner.

Det står fortsat uklart, hvem der overtager posten efter ham. Men ud fra mandaterne ser det ud til, at formandsposten igen går til en socialdemokrat. Men det kræver støtte fra Radikale Venstre.

Partierne vælger på Danske Regioners generalforsamling 22. marts 2018, hvem der skal i Danske Regioners bestyrelse.

De første mandater fra hvert parti tildeles de fem regionsrådsformænd, som er valgt for det pågældende parti.

Den nyvalgte bestyrelse træder sammen i forlængelse af generalforsamlingen og konstituerer sig. Her vælges der ifølge Danske Regioner formand og næstformand.

Facebook
Twitter