Stor forskel på pædagogers sygefravær

Der er op til syv dages forskel på pædagogernes gennemsnitlige sygefravær i hovedstadskommunerne.

Pædagogernes gennemsnitlige sygefravær i hovedstadskommunerne svingede sidste år fra 11,7 dage til over 18 sygedage. (Foto: © Johan gadegaard, Scanpix)

Sygefraværet blandt landets pædagoger har længe været blandt det højeste hos offentligt ansatte. Og op til kommunalvalget kan det blive et tema i flere hovedstadskommuner.

Tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor afslører nemlig, at der er stor forskel på, hvor meget sygefravær pædagogerne i hovedstadsområdet har.

Værst ser det ud i Glostrup, Greve og Herlev, hvor pædagogerne sidste år i gennemsnit havde mellem 16,6 og 18,9 sygedage - svarende til en fraværsprocent på mellem 7,3 og 8,3.

Et alt for højt tal erkender Mikkel Solgaard Møller, chef for Center for HR og Politik i Glostrup Kommune. Han påpeger, at kommunen har igangsat en række initiativer, der skal sænke og fange fraværet i opløbet.

- Vi tilbyder blandt andet en arbejdsmarkedscoach eller en psykolog, inden pædagogerne bliver syge, så vi kan sætte tidligt ind, siger han.

Og det har ifølge Mikkel Solgaard Møller allerede sænket sygefraværet.

- I de første otte måneder af 2017 er vi heldigvis faldet med, hvad der svarer til 1,5 sygefraværsdag per fuldtidsbeskæftiget medarbejder. Så det vi gør, ser foreløbigt ud til at give pote, siger han.

Fokus fra ledelsen

Også i Herlev Kommune har man fokus på problemet.

- Vi har en meget mere systematisk anvendelse af samtaler med medarbejderne i forbindelse med fravær, så de føler den omsorg, der skal til fra ledelsens side i forhold til at blive bragt tilbage på arbejde, forklarer Herlev-borgmester Thomas Gyldal Petersen (S).

Netop ledelsesmæssig fokus på sygdom har givet resultater i Vallensbæk Kommune, hvor pædagogernes gennemsnitlige sygefravær sidste år var nede på 11,7 dage.

- Det har været vigtigt for os at skabe en lokal dialog for at finde ud af, hvordan vi kan skabe de bedste arbejdsforhold, så vi får kompetencerne til at gå på arbejde, forklarer borgmester Henrik Rasmussen (K).