Socialdemokratiet snupper borgmesterposten i Syddjurs fra Venstre

Ole Bollesen (S) bliver ny borgmester i stedet for Claus Wistoft fra Venstre

Ole Bollesen havde det store smil på, da det stod klart, at han er ny borgmester i Syddjurs Kommune. (© Dr Østjylland)

Socialdemokraterne tager borgmesterposten i Syddjurs Kommune. Ole Bollesen (S) bliver ny borgmester efter Claus Wistoft (V). Det bekræfter den nu afgående Venstre-borgmester overfor DR Østjylland.

Han har garanteret Ole Bollesen, at der ikke kommer nogen rævekager denne gang i Syddjurs. Det forklarer han til DR.

- Jeg respekterer det resultat, der er kommet. Der er et rødt flertal, og det agerer man selvfølgelig på. Vi, Venstre og Radikale og Konservative, har erkendt, at det ikke er os, der sidder på borgmesterposten, siger han, og tilføjer:

- Til gengæld har vi forhandlet os til så meget indflydelse som muligt, og det føler vi, at vi får noget ud af. Så vi skal videre herfra.

SF's spidskandidat Kirstine Bille bekræfter også, at kommunen skal have en socialdemokratisk borgmester de næste fire år.

- Vi har fået en fin konstituering, og jeg er sikker på, at det er noget, vi alle sammen er enige om, siger Kirstine Bille til DR Østjylland.

Socialdemokratiet får otte mandater ved valget, hvilket er en fremgang på et enkelt mandat. Venstre får også otte mandater, hvilket er samme antal som ved det seneste kommunalvalg. Men fordi Ole Bollesen (S) kunne samle et rødt flertal bag sig med SF's fire mandater som den stærkeste støtte, så bliver han nu ny borgmester i Syddjurs.

(Foto: Sarah Friis Elkjær DR Østjylland)