Thulesen Dahl tør ikke tro på borgmesterpost før december

DF-formanden vil ikke tage forskud på glæderne, trods udsigten til en borgmesterpost på Læsø.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, vil endnu ikke erklære Læsø for vundet. Han afventer det konstituerende byrådsmøde i december. (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

Partierne på Læsø har den seneste uge haft svært ved at nå til enighed om, hvem der skal være borgmester i landets mindste kommune, Læsø.

Men nu ser det ud til, at Dansk Folkepartis nyvalgte medlem Karsten Nielsen kan trække i borgmesterkæden fra nytår.

Nyheden er knapt nået til Christiansborg, hvor Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, ud på eftermiddagen har haft travlt med at sidde til finanslovsforhandlinger med regeringen.

- Det er nyt for mig, men jeg vidste godt, de skulle have et møde, siger han.

Læsø er en af de kommuner, der er faldet sidst på plads. Oven på valget i tirsdags blev et flertal på fem ud af ni mandater i Læsøs nyvalgte kommunalbestyrelse allerede dagen efter enige om at pege på Karsten Nielsen fra Dansk Folkeparti.

Siden tilbød Venstres siddende borgmester Tobias Birch Johansen posten til Socialdemokraterenes Folmer Hjort Kristensen, som han ville gøre til ny borgmester.

DF's første borgmesterpost

Nu er et afklarende møde så endt ud i, at det oprindelige flertal på fem ud af ni mandater består. Dermed ser det ud til, at Dansk Folkeparti får sin første borgmesterpost.

Alligevel er Kristian Thulesen Dahl forsigtig med at glæde sig for tidligt. For inden det konstituerende byrådsmøde, som hver enkelt kommune skal afholde inden den 15. december, kan borgmesterposten fortsat skifte hænder.

I har jo haft den før. Tør du tro på det den her gang?

- Nu ved du ligeså godt som jeg, at når det handler om kommunale konstitueringer, så er der et møde i december, der afslutter diskussionerne rundt omkring. Før det ved man ikke med sikkerhed, hvem der bliver borgmester de enkelte steder, siger partiformanden og afslutter:

- Hvis de har haft et godt møde på Læsø, så er det selvfølgelig rigtig, rigtig godt, siger han.

Venstre blev det største parti på Læsø, der har 1.814 borgere. Partiet fik fire af de ni mandater i byrådet, der er landets mindste.

På valgaftenen var kommunen den første, der var færdigtalt. Resultatet fik DF-formanden til at glæde sig.