Utraditionelle flertal efter valget: DF redder De Radikale - Enhedslisten nikker ja til skattelettelser

I flere kommuner er partierne gået sammen på tværs af blokke.

I Køge Kommune peger både Liberal Alliance og Enhedslisten på Socialdemokratiets Maria Stærke som borgmester. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

I Køge får de en ny socialdemokratisk borgmester efter fire år med den konservative Flemming Christensen i spidsen.

Bag den nye borgmester, Marie Stærke, har der samlet sig et noget utraditionelt flertal - det såkaldt "farverige flertal," som borgmesteren selv kalder det.

For at sikre et borgmesterskifte fra blå til rød blok har Enhedslistens spidskandidat og eneste byrådsmedlem, Niels Rolskov, måttet acceptere Liberal Alliances krav om skattelettelser i de kommende fire år i Køge Kommune.

Til gengæld ser han ud til at få en af de eftertragtede poster som udvalgsformand.

Marie Stærke forklarer den nye konstellation i Køge Kommune.

Uden for aftalen står Venstre, De Konservative og SF.

Partiet kan brænde nallerne

- De brede konstitueringer på tværs af blokkene er relativt normale. Det er noget, vi ser ved hvert valg i en del kommuner, siger valgforsker ved Københavns Universitet, Martin Vinæs Larsen.

Ifølge Martin Vinæs Larsen så laver partierne ofte brede konstitueringer for at sikre stabilitet og samarbejde.

- I kommuner, hvor der tidligere har været problemer eller skandalesager, bliver der ofte lavet brede konstitueringer, siger han.

Han nævner blandt andet Allerød, hvor der ved de seneste to valg har der været drama og intriger i den borgerlige højborg, når en ny borgmester skal vælges. Ved dette valg er alle partierne med undtagelse af De Konservative og Enhedslisten gået sammen om at pege på Karsten Längerich fra Venstre som borgmester.

Et sted skal partierne dog være opmærksomme, mener Martin Vinæs Larsen.

- Når vi ser smalle konstitueringer på tværs af blokke, som eksempelvis SF og De Konservative, så kan partierne godt brænde sig. Men generelt har vælgerne god forståelse for, at man skal indgå brede forlig, siger han.

God kemi sikrer Venstre borgmesterpost

I Faxe Kommune var Venstres spidskandidat, Ole Vive, ikke spået store chancer for at vælte den socialdemokratiske borgmester gennem de seneste otte år, Knud Erik Hansen.

Men trods en fremgang til Socialdemokratiet på to mandater lykkedes det Venstre at danne flertal med Dansk Folkeparti og Borgerlisten og derved få borgmesterposten.

Borgerlisten med Rene Tuekær i spidsen ville inden valget ikke pege på en borgmesterkandidat fra et af de andre partier, og det var først på valgaftenen, at han besluttede, at partiet ville gå med i den blå gruppe.

- Vi kunne få den samme indflydelse hos både Venstre og Socialdemokratiet. Men vi synes, at der er en god kemi hos Venstre. Og det kan være fint med lidt forandring, siger Rene Tuekær.

Radikale borgmester blev reddet med støtte fra DF

Først var den siddende borgmester i Rebild Kommune, den radikale Leon Sebbelin, dømt ude.

Men så skiftede Dansk Folkeparti hest, og med støtte fra også Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet kom flertallet i hus.

Dermed kunne Leon Sebbelin fortsætte som borgmester.

- Jeg må hellere svare ærligt, det er jeg nok lidt overrasket over, siger Leon Sebbelin.

Efter lange forhandlinger kunne borgmester i Rebild Kommune, Leon Sebbelin, løfte sløret for den nye konstitueringsaftale.

De Radikale blev blot det femtestørste parti i Rebild Kommune med tre mandater. Størst blev Venstre med otte mandater.

DF payback til Venstre i Hedensted

Til trods for, at Venstre blev det suverænt største parti i Hedensted Kommune, bliver borgmesteren socialdemokraten Kasper Glynsø.

Det står klart, efter at Dansk Folkeparti, SF og Kristendemokratierne har valgt at pege på netop ham som borgmester. Til TVSyd erkender nuværende borgmester Kirsten Terkilsen (V), at "det var payback time fra DF fra sidste valg".

- Det kom til udtryk i dag. Jeg manglede et mandat. Det er med vemod, at jeg stopper som borgmester. Men det er sådan det er. Livet går videre, siger Kirsten Terkilsen (V) til TV SYD.

Nuværende borgmester i Hedensted Kommune, Kirsten Terkildsen (V), takker af.

Socialdemokratiet peger på Wilbek som borgmester

Der var dårlig stemning hos De Konservative og SF i Viborg i nat, hvor det stod klart, at Venstres spidskandidat Ulrik Wilbek kunne samle et flertal med støtte fra Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.

Venstre var gået sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti for at danne flertal.

- Det havde ikke kunne lade sig gøre uden de to partier, og vi har forhandlet fint og sobert. Dem er vi rigtig godt tilfredse med, og vi håber stadig, der er endnu flere, der vil tilslutte sig, siger Ulrik Wilbek

Ulrik Wilbæk roser samarbejdet mellem Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Det fik afgående borgmester Torben Nielsen (K) til at kalde Wilbæks metoder for diktatur:

- Vi fik rullet et dokument ud med beskeden: 'Værsgo, take it over leave it'. Det tog tre minutter og havde intet med forhandlinger at gøre. Det er i min verden diktatur.

Alligevel er begge partiet nu gået med i konstitueringen.

- At Ulrik Wilbek sad i borgmesterstolen, var vi ikke tilfredse med i går, og det er vi heller ikke i dag. Men nu sidder han der, og så må vi se, hvor meget vi kan få ud af det, siger Kai O. Andersen, spidskandidat for SF.

Efter en god nats søvn var stemningen dog blødt en smule op:

- Politikere er følelsesmennesker, og vi hidser os op og er ikke tilfredse med sådan, som tingene går. Men fornuften får jo lov at råde til sidst, siger Kai O. Andersen.