LA-leder erkender: Tweet kostede skattelettelser

Anders Samuelsens udmeldinger på sociale medier op til jul kostede sandsynligvis partiet de forventede store skattelettelser, erkender han før krisemøde i dag.

Liberal Alliances politiske leder, Anders Samuelsen, var i det selvkritiske hjørne, da han tidligere på eftermiddagen ankom til partiets bestyrelsesmøde i Nyborg.

Forud for mødet erkendte han, at hans opslag på sociale medier inden jul med stor sandsynlighed satte en stopper for aftalen om omfattende skattelettelser. I et opslag på Twitter skrev han dengang, at skattelettelserne ville komme inden jul, og at de ville blive "de største i mands minde".

Finanslov 2018

Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en finanslov for 2018. Hovedpunkterne er penge til ældre, sundhed og politi. Forhandlinger om skatteaftale og udlændingeaftale er ikke på plads og fortsætter.

Se Tema

Men den - og lignende opdateringer på Facebook - kom altså efter alt at dømme til at koste Liberal Alliance og parties vælgere den "ambitiøse" skattereform, man ellers var blevet stillet i udsigt.

- Der er ingen tvivl om, at min update om, at nu kommer der historisk store skattelettelser, den førte til, at den forståelse, der var, den løb nogen fra.

Der er ingen tvivl om, at min update om, at nu kommer der historisk store skattelettelser, den førte til, at den forståelse, der var, den løb nogen fra

LA-leder Anders Samuelsen

- Så på den måde kan du sige, det har kostet, sagde Anders Samuelsen inden mødet, da han blev spurgt til sin ageren på de sociale medier.

Det altoverskyggende emne på hovedbestyrelsesmødet er netop Anders Samuelsens håndtering af de forliste skatteforhandlinger op til jul og de efterfølgende kaotiske uger i partiet med den politiske leder i centrum.

Og ifølge Anders Samuelsen selv har forløbet kostet dyrt for hans troværdighed.

- Det har kostet helt vildt på troværdigheden. Det er mig, der står i spidsen. Jeg tager 100 procent ansvaret og deler det ikke med nogen, sagde LA-lederen.

- Når man siger undskyld, skal man ikke efterfølge det med et ’men’.

Et parti i krise

At partiet er havnet i et alvorligt stormvejr, var Anders Samuelsen ikke ene om at konkludere. Det fastslog også partiets økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll, der gik så langt som at bruge ordet ’krise’ om partiets nuværende situation.

- Der er ingen tvivl om, at det er ærgerligt, at vi er havnet i den krise, vi er i nu, sagde Simon Emil Ammitzbøll-Bille, da han ankom til Gl. Vindinge Konferencecenter i Nyborg, hvor bestyrelsesmødet afholdes.

De seneste dage har det i Liberal Alliances bagland været diskuteret, om Liberal Alliance burde trække sig ud af regeringen. Nogle enkelte lokalformænd er gået så langt som tale åbent om at skifte ud i partiets top.

Spørgsmålet om, hvem der bør lede Liberal Alliance, har Anders Samuelsen også stillet sig selv – og konkluderet på, sagde han inden mødet i Nyborg.

- Jeg er den rigtige partileder for Liberal Alliance, sagde han.