LA-lokalformænd taler om at skifte ud i topledelsen

Man bør overveje, om man har sat det rigtige hold til at lede partiet, siger en LA-lokalformand.

Liberal Alliances politiske leder, Anders Samuelsen, får kritik af flere lokalformænd, der taler om at skifte ud i partitoppen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Protesterne i Liberal Alliance tager til, efter at regeringen har opgivet at få gennemført en stor, ambitiøs skattereform.

Flere lokalformænd i partiet taler i Jyllands-Posten om at skifte ud i partiets øverste ledelse.

LA's lokalformand i Fredensborg, Mia Due Christensen, mener, at LA-leder Anders Samuelsen har ageret "taktisk uklogt".

- Jeg synes, man bør overveje, om man har sat det rigtige hold til at lede partiet frem mod et kommende valg, siger hun til JP.

Finanslov 2018

Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en finanslov for 2018. Hovedpunkterne er penge til ældre, sundhed og politi. Forhandlinger om skatteaftale og udlændingeaftale er ikke på plads og fortsætter.

Se Tema

John Dalgaard, lokalformand for LA i Lejre, kalder situationen for "en katastrofe" og mener, at Anders Samuelsen ikke bør fortsætte som politisk leder, skriver avisen.

- Det synes jeg ikke. Hans troværdighed har lidt et alvorligt knæk, og det er altafgørende, siger han ifølge avisen.

I Varde fortæller den lokale LA-formand, Brian Martin Saatterup, at det vil være fint med et lederskifte.

På den måde får partiet "et andet syn på tingene og en mere offensiv holdning i stedet for sådan en gang taburetpolitik," lyder det.

- Nok er nok. Lad os nu komme ud af den regering, siger han.

LA er kendt som et topstyret parti med et disciplineret bagland, der normalt bakker entydigt op om ledelsen, og derfor er kritikken usædvanlig.

Protesterne bygger videre på kritik om, at LA bør træde ud af regeringen.

Lokalformand Kjeld Wetlesen for Liberal Alliance Fjordbyerne sagde onsdag, at lokalbestyrelsen har besluttet at opfordre Anders Samuelsen til at trække partiet ud af regeringen.

Han understregede dog samtidig, at det ikke skulle forstås som en kritik af Anders Samuelsen.

- Vi synes i høj grad, at han er den person, der tegner partiet. Og det skal han have al mulig støtte til.

- Men vi har en venlig anmodning til ham om lige at tænke sig om og overveje, om det ikke var bedre, at vi trådte ud af regeringen, sagde lokalformanden til Ritzau onsdag eftermiddag.

Onsdag aften undskyldte Anders Samuelsen på Facebook for "det stormvejr", han har bragt sit parti ud i.

- Det er 100 procent og ene og alene mit ansvar. Jeg tager tævene og de er fortjente. Kritikken er 100 procent i orden, skriver han.

Jyllands-Posten har talt med 54 lokalformænd fra LA. 28 støtter regeringsprojektet.

15 har ingen kommentarer. 11 lokalformænd mener stik mod lederens linje, at LA bør overveje at forlade regeringen eller skride direkte til handling og stemple ud af ministerkontorerne nu.

/ritzau/