LA om lærerflugt: Nu ser vi konsekvenserne af skolereformen

Det er stærkt foruroligende, at hver 10. lærer har forladt folkeskolen siden sommerferien, lyder det. KL er dog ikke så bekymret.

Der skal gøres tre konkrete ting for at standse lærernes flugt fra folkeskolen, mener Liberal Alliance. (Foto: Petro Feketa © Scanpix)

Der skal gøres noget nu og her for at stoppe lærerflugten fra de danske folkeskoler.

Sådan lyder det fra Liberal Alliance, efter at hver 10. lærer har forladt folkeskolen efter sommerferien, hvor den omdiskuterede folkeskolereform trådte i kraft.

- Hvis det igen skal blive attraktivt at være lærer, så er vi nødt til at give lærerne meget mere fleksibilitet og skolerne meget mere frihed til at indrette sig forskelligt, siger undervisningsordfører Merete Riisager (LA).

- Med skolereformen har man dog gjort det stik modsatte, og det ser vi nu konsekvenserne af, siger hun.

LA: Gør tre ting nu og her

Lærerfrafaldet påvises i nye tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor fra oktober 2013 til oktober 2014. Stigningen svarer til 30 procent - svarende til 1236, der ikke længere arbejder i folkeskolen.

Liberal Alliance efterlyser ikke en revolution af skolereformen, men mener, at man bør foretage tre greb nu og her for at dæmme op for lærerflugten:

Man bør gøre de såkaldte fagtimer frivillige for den enkelte skole, som kan tilpasse den lokale virkelighed til skolens børn; lærerne skal have mulighed for at forberede sig derhjemme og på den måde sikre fleksibilitet i arbejdstiden; endelig skal de obligatoriske elevplaner gøres frivillige, så skolerne selv kan vælge evalueringsmetoder.

- Det er tre greb, som lige nu vil kunne give skolerne den luft, de har brug til at fokusere på den gode undervisning, siger Merete Riisager.

KL: Det er ikke så dramatisk

Hverken undervisningsminister Christine Antorini (S) eller Socialdemokraternes undervisningsordfører, Annette Lind, ønsker at kommentere stigningen i lærerfrafaldet, men henviser i stedet til KL.

Her er chefforhandler og formand for løn- og personaleudvalget, Michael Ziegler (K), ikke lige så bekymret som Liberal Alliances ordfører.

- Vi ville helst være fri for den stigning, men det er ikke dramatisk, når man tænker på hvor stor en reform af den danske folkeskole, der er i gang, og når man også sammenligner med, hvordan det har været før, fx ved kommunalreformen, hvor vi så det samme mønster, siger Michael Ziegler.

Inviterer til møde

Slagsmålet om lærernes arbejdstid kører allerede i de igangværende overenskomstforhandlinger. Og Michael Ziegler mener, at de aktuelle problemer med lærerflugt skal løses i de igangværende forhandlinger ved at udveksle erfaringer blandt kommuner, skoleledere og lærere.

- Der er jo rigtig mange steder i landet, hvor det kører super godt, og man har implementeret de her ting på den rigtige måde, og hvor sygefraværet er lavt, siger Michael Ziegler.

En ny arbejdstidsaftale mellem lærerne og KL skal efter planen falde på plads i løbet af foråret.

Facebook
Twitter