LA står fast forud for møde i Statsministeriet: Vi skal have en samlet aftale

LA afviser fortsat DF's krav om at skille forhandlingerne om finanslov og skattepakke ad.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har indkaldt regeringstoppen og Dansk Folkeparti til møde i Statsministeriet klokken 13.00.

Her skal der gøres status over forhandlingerne om næste års finanslov, regeringens skatteudspil og Dansk Folkepartis krav om udlændingestramninger.

Forud for mødet lader det dog ikke til, at parterne er kommet hinanden nærmere.

Dansk Folkeparti kræver stadig, at der udelukkende forhandles finanslov nu, og at forhandlinger om skat udskydes til senere, hvilket Liberal Alliance blankt afviser.

- I vores optik hænger tingene sammen. En finanslov, der hænger sammen med skat, der hænger sammen med udlændinge, siger Liberal Alliances formand, udenrigsminister Anders Samuelsen.

- Det er væsentligt for os, at alle tingene kan blive kørt i mål; at vi som et flertal i Folketinget leverer en skattereform, en udlændingereform og en finanslov.

På vej til gruppemøde på Christiansborg fredag morgen understregede ministre og ordførere fra Liberal Alliance alle som en, at forhandlingerne om finanslov og skat ikke kan skilles ad, som DF kræver.

Politisk ordfører, Christina Egelund, ser dog optimistisk på muligheden for, at parterne kan nå hinanden.

- Det er vigtigt at lande politiske aftaler på alle tre områder, både en finanslov, en aftale om skat og en aftale om udlændinge. Det er det, vi arbejder på, og det tror jeg helt sikkert er inden for rækkevidde, at vi kan nå hinanden, siger hun.

Men da gårsdagens forhandlinger sluttede omkring midnat var Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl nøjagtig lige så stålsat, blot med modsat fortegn.

- Jeg er i dag kun blevet bestyrket i min opfattelse, som jeg er kommet med flere dage i træk, at det allermest fornuftige vil være, at få lavet en finanslovsaftale meget hurtigt.

Den mest sandsynlige konklusion ved mødet klokken 13.00 vil ifølge Kristian Thulesen Dahl være, at der ligger en færdig finanslovsaftale klar, mens der så resterer et forløb om skat og udlændinge.

Facebook
Twitter