LA støtter Radikale: Ønsker nyt udbud om dabkanal

Ifølge Alex Vanopslagh, partileder hos Liberal Alliance, bør udbuddet om den nye dabkanal gå om.

Alex Vanopslagh, partileder for Liberal Alliance, vil have udbuddet om den nye dabkanal til at gå om. (Arkivfoto) (Foto: ASGER LADEFOGED © Ritzau Scanpix)

Liberal Alliance melder sig nu i det kor, som ønsker, at udbuddet om den nye dabkanal går om.

Det meddeler Alex Vanopslagh, partileder for Liberal Alliance, på Facebook.

- Liberal Alliance støtter, at udbuddet om den nye dabkanal går om, og at Radio24syv således fortsat har en chance for at overleve, skriver han.

Meldingen kommer, efter at De Radikale for nylig også har meddelt, at de ønsker et nyt udbud.

Det var Radio Loud, der i denne uge vandt udbuddet om den nye dabkanal foran Radio24syv og DK4 Radio.

Økonomi det springende punkt

Spørgsmålet om økonomi var det springende punkt i Radio- og tv-nævnets vurdering af, hvem der skulle få lov til at drive den nye dabkanal.

Et af kriterierne var størrelsen af det samlede tilskud, hvor der maksimalt kunne søges om 280 millioner kroner.

Her søgte Radio24syv om alle 280 millioner kroner, mens Radio Loud søgte om 260,8 millioner kroner.

- Radio- og tv-nævnets afgørelse og bedømmelser er ikke videre imponerende.

- Særligt den tunge vægt på økonomi forekommer besynderligt, så længe, at Radio24syv holder sig inden for den økonomiske ramme og tilmed dækker hele landet.

- Derfor fuld opbakning til De Radikales ønske om, at udbuddet går om, skriver Alex Vanopslagh.

Sent søndag aften melder Venstres Claus Hjort Frederiksen sig også ind i koret af stemmer, der mener, at udbuddet bør gå om.

- Det er helt uforståeligt, at Radio24syv skal lukke, skriver han på Facebook.

- Jeg forstår ikke, at det danske samfund har råd til at skrotte dette bidrag til mediebilledet. Lad os håbe på politisk mod til at gøre denne beslutning om.

Afventer en redegørelse

Foreløbigt er der ikke andre partier, der er kommet med et ønske om et nyt udbud af dabkanalen.

Flere partier har dog stillet spørgsmål til udbuddet, og ifølge kultur- og medieordfører hos De Konservative, Birgitte Bergman, har hendes parti sammen med De Radikale, Venstre, SF og Enhedslisten lørdag sendt et åbent brev til kulturminister Rasmus Prehn (S) vedrørende udbuddet.

Før der er svar på de spørgsmål, kan hun ikke sige, om De Konservative også ønsker et nyt udbud.

- Vi afventer den redegørelse, der kommer fra Kulturministeriet og fra Radio- og tv-nævnet. Når vi har den redegørelse, så tager vi en endelig beslutning ud fra det, i forhold til hvad der er rimeligt at gøre, siger Birgitte Bergman.

De Radikale, som startede med ønsket om et nyt udbud, har især kritiseret, at Radio Loud kun lægger op til at dække 82 procent af landet.

I selve udbuddet har der dog ikke været krav om, at det skulle være muligt at lytte til kanalen i alle kroge af Danmark.

Radio Loud søgte via det, der hedder blok 1. Det vil sige, at kanalen forpligter sig til at sende til omtrent 82 procent af landet geografisk set.

Radio24syv søgte via blok 2 og ville dermed nå cirka 97 procent af Danmark.

/ritzau/