Siden juli sidste år har folk, der har boet i Danmark i mere end tre år, selv skullet betale for at få en tolk, hvis de har brug for tolkning hos lægen eller på sygehuset.

Efter tre år i landet må man forventes at kunne tale så godt dansk, at det offentlige ikke længere skal betale for en tolk, lyder regeringens argument.

Men for privatpraktiserende læge Lise Dyhr har tolkegebyret kun betydet unødigt meget bøvl og patienter, der føler sig utrygge.

- Vi har dagligt situationer, hvor vi tænker, at det sørme ville være rart, hvis der havde været en tolk. Og det kan tælles på en hånd, hvor mange patienter der har betalt for deres tolk, siden tolkegebyret blev indført, siger hun.

- Jeg bruger en masse unødig tid på at udrede, hvordan tolkegebyret hænger sammen - og forklare mine patienter, at de skal betale. Vi bruger en masse tid på noget, der ikke har med behandlingen af patienter at gøre.

En tolk koster op til 1.675 kroner

Tolkegebyret gælder både i almen praksis, ved speciallæge og i forbindelse med behandling og indlæggelse på sygehuset.

Gebyret varierer fra 191 til 1.675 kroner alt afhængigt af, om det er tolkning over telefon, eller om tolken skal møde op - og om det er hos lægen eller på sygehuset.

I Lise Dyhrs klinik i Brøndby Strand på den københavnske vestegn oplever hun stor utryghed og usikkerhed hos patienterne.

- Jeg arbejder i et socialt belastet område. Mange af vores patienter har ikke så mange penge, så vi har meget få, der mener sig i stand til at betale et tolkegebyr. De holder sig lidt væk, når de ikke kan forklare sig så godt. Og jeg kan være usikker på, om de har forstået, hvad jeg mener, siger hun og tilføjer:

- Det er ofte ældre mennesker, der aldrig har lært dansk, og som heller ikke kan læse eller skrive. De tager typisk deres børn med, som føler et ansvar for at tage med deres forældre til lægen for at tolke. Men pårørende er ikke altid gode til at tolke, fordi de kan have svært ved det medicinske sprog.

"Det har gjort det indviklet for os at være læger"

Man kan blive fritaget fra tolkegebyret, hvis man "som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne midlertidigt eller varigt har mistet evnen til at tilegne sig, henholdsvis oppebære og anvende tilegnede danskkundskaber". Det kræver dokumentation i form af en lægeerklæring.

- Tolkegebyret har gjort det meget indviklet for os at være læger, og det har skabt usikkerhed hos patienterne. De bliver i tvivl om, om de skal betale eller ej. Og hvis de ikke har råd, kan de så ikke komme til lægen – og skal de selv tage tolken med? Der er en masse spørgsmål, vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi håndterer i den her ret umulige situation, siger Lise Dyhr.

Men er det ikke meget simpelt: Et flertal i Folketinget har besluttet, at folk selv skal betale for deres tolk, hvis de har boet her i over tre år?

- Det kan man godt sige. Folketinget har jo retten til at beslutte, hvad de vil. Jeg fortæller bare, hvordan det ser ud i virkeligheden. Og der betyder det, at vores arbejdsvilkår som læger er blevet meget vanskeliggjort, og der er blevet skabt en ulige adgang til sundheden, fordi det ikke er altid, læger og patienter kan forstå hinanden, siger Lise Dyhr.

Hun føler, at hun og andre læger og sygeplejersker er blevet ladt i stikken.

- Vi har måttet lave et informationsark om tolkegebyret til vores patienter – vel vidende, at de ikke selv kan læse det. Men så tager de det med hjem og drøfter det med deres børn, og så må vi klare os på bedste vis.

- Så giver de for eksempel deres mor en seddel med til lægen, hvor de beskriver hendes helbredsproblemer, som jeg så kan læse. Det er jo ikke i 2019 en måde at håndtere en læge-patient-samtale på, siger Lise Dyhr.