Læger frygter billige sodavand

Lægeforeningen mener, at billigere sodavand er i direkte modstrid med regeringens forebyggelsespolitik.

Fra 1. januar fjernes afgifterne på sodavand, og det kan gå ud over folkesundheden, mener Lægeforeningen. (© Kontant)

Regeringen har sammen med Venstre, Konservativ og Dansk Folkeparti besluttet, at afgiften på sodavand halveres fra 1. juli, og at den fra 1. januar 2014 fjernes helt.

Det betyder, at en 1,5 liters Coca-Cola bliver godt tre kroner billigere, men det kommer også til at betyde flere usunde danskere, frygter Lægeforeningen.

- Vi ved, at lavere priser på sodavand, får folk til at drikke flere sodavand, og det er ikke godt for folkesundheden. Vi er bange for, at den plan, der ellers var for at få knækket nogle af livsstilssygdommene, er ødelagt. Det er i direkte modstrid med den forebyggelsespolitik, regeringen ellers har annonceret, siger Jette Dam-Hansen, formand for Lægeforeningens forebyggelsesudvalg.

Mangler fokus på sundheden

Lægeforeningen mener, at debatten om afgiftsnedsættelserne kun har haft fokus på det økonomiske, mens sundheden ikke har været på dagsordenen.

- Jeg synes, at det meget tankevækkende, at man vælger ikke at have et sundhedsperspektiv på den her afgiftsnedsættelse. Forebyggelseskommissionen anbefalede i 2009, at man skulle øge afgiften på sodavand, så vi ved, at de her punktafgifter virker. Og der, hvor de især virker, det er for lavindkomstgrupperne og børn og unge, så det her kan også øge uligheden i sundheden, og det er jeg rigtig ked af, siger Jette Dam-Hansen.