Lærerne roser forslag om ekstra lærer-milliard: 'En vigtig håndsrækning'

En milliard kroner, løser dog ikke udfordringen i sig selv, siger lærernes formand.

"Jeg ser det som et oprigtigt ønske om, at vi nu skal samarbejde om folkeskolen," siger formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen om R-forslaget om en milliard kroner til flere lærere, samt det politiske grundlag, som den nuværende regering står på. (Foto: Kasper palsnov © Scanpix)

Der mangler hænder i den danske folkeskole, og derfor får kravet fra De Radikale om, at der årligt skal afsættes en milliard kroner til flere lærere, ros med på vejen fra Danmarks Lærerforening (DLF).

Foreningens formand, Anders Bondo Christensen, siger til DR Nyheder, at han er "rigtig glad for" udmeldingen.

- Det er i linje med det politiske grundlag for den nuværende regering, hvor der står, at regeringen vil sikre, at der er rammer og ressourcer til, at eleverne kan få en god undervisning. Så jeg er rigtig glad for, at der nu bliver fulgt op, siger han og forklarer, at behovet for flere lærere er stort.

- Der er blevet nedlagt 8.200 lærerstillinger i løbet af de seneste ti år i folkeskolen, og det er langt, langt mere, end elevtallet kan begrunde. Samtidig er elevernes timetal skruet voldsomt op, og derfor er der simpelthen brug for nogle flere lærere.

En milliard gør det ikke alene

Milliardkravet får altså varme modtagelser fra Danmarks Lærerforening, men Anders Bondo Christensen understreger også, at pengene ikke er den gyldne nøgle alene til at løse udfordringerne i folkeskolen.

Der er også behov for at kigge nærmere på, hvordan folkeskolen er indrettet.

- Det lyder som et kæmpestort beløb, men når vi snakker om, at der er nedlagt over 8.000 lærerstillinger, så er det selvfølgelig ikke det, der kan gøre det alene. Men hvis vi så samtidig kan prøve at kigge på de opgaver, som folkeskolen har, og vi kan prøve at prioritere de ressourcer, vi har i skolen, så kan vi komme et stykke af vejen. Så jeg synes, det er en meget vigtig håndsrækning, det her.

KL og DLF skal bruge pengene

Står det til De Radikale, skal lærermilliarden være en del af økonomiaftalen mellem kommunerne og regeringen, der fastlægger kommunernes budgetter for 2020.

Derfor skal aftalen lukkes hurtigst muligt med en delaftale til finansloven, så parterne ved, hvad de har at forhandle om i forhandlingerne om kommuneaftalen. De forhandlinger finder sted i de kommende uger.

Radikale anviser ingen finansiering for forslaget. De forklarer, at pengene skal findes i forhandlingslokalet. Men delaftalen til finansloven lægger De Radikale altså op til allerede at lukke nu, selv om Socialdemokratiets formand, statsminister Mette Frederiksen, endnu ikke har præsenteret et finanslovsforslag.

Ifølge De Radikale kan en milliard kroner give omkring 1.800 ekstra lærere til folkeskolen. Det er meningen, at Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening (KL) sammen skal udmønte de ekstra penge, der skal gå til netop ekstra lærere.

KL ønsker dog ikke at kommentere milliardforslaget.

Facebook
Twitter