Landsdækkende lastbil-demonstration lader ikke til at have effekt på partier bag vejafgift

Lastbilchaufførerne kom i dag ind foran Christiansborg.

Lastbil-demonstrationerne landet over rykkede - helt bogstaveligt talt - ind på Christiansborg tidligere i dag.

Men selvom lastbilerne hobede sig op udenfor de gamle mure langs Christiansborgs Slotsplads og blokerede trafikken, så det ikke ud til at ændre meget for de politikere, de forsøgte at råbe op.

- Vi skal nå vores klimamål. Det betyder, at alle dele af det danske samfund skal bidrage. Når vi indfører en vejafgift, er det for at understøtte den del, der handler om at begrænse udledningen, siger skatteminister Jeppe Bruus (S).

Blokaderne kommer, efter der har været varslet protester mod en politisk aftale mellem regeringen, SF, Enhedslisten og De Radikale om en kilometer-afgift på lastbiler, der kører på benzin og diesel.

I aftalen skal vognmændene fra 2025 begynde at betale en vejafgift, der i gennemsnit vil ligge på 1,30 kroner per kilometer, de kører.

'Har ikke noget med grøn omstilling at gøre'

Formålet med afgiften er at presse den tunge lastbiltrafik gennem en grøn omstilling, så Danmark når klimamålet om en reduktion på 70 procent af CO2-udledningen frem mod 2030.

For at nå det mål, skal lastbilerne ifølge aftalen begynde at betale kilometerafgift fra 2025. Her slipper el-lastbiler billigst, mens de, der kører på diesel og benzin, skal betale den højeste afgift.

Men ifølge lastbilchaufførerne er problemet, at det er urealistisk at benytte el-lastbiler til meget af transporten.

Pernille Vermund (NB) havde fundet vej ud på Christiansborg Slotsplads i eftermiddag. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Og det er Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, enig med chaufførerne i.

- Det her har ikke noget med grøn omstilling at gøre. Det er derfor, vognmændene protesterer. Man ønsker at pålægge dem en afgift på et tidspunkt, hvor der ikke er mulighed for, at de kan køre hverken på brint eller strøm, siger hun.

Hun sluttede sig til demonstrationen på slotspladsen for at se chaufførerne bag demonstrationerne i øjnene og vise sin opbakning.

- Jeg er her, fordi det er en fælles kamp, vi skal tage. Den afgift, man vil lægge på de danske vognmænd, ender ude hos danskerne og de danske forbrugere, som i forvejen oplever, at priserne i supermarkederne og andre steder er steget voldsomt.

- Så det er nu, vi skal sige fra, hvis vi vil have stoppet det her, sagde hun.

Aftalepartier holder fast

Men regeringen holder indtil videre fast. Også selvom elladeinfrastrukturen ikke er optimal endnu.

- Vi kommer til at følge udviklingen meget tæt og sørge for, at der også er tilstrækkelig ladeinfrastruktur, siger Jeppe Bruus.

- Men det er sådan i dag, at denne her afgift også er med til at finansiere hele omstillingen af transportsektoren. Og det er vigtigt, hvis vi skal nå vores klimamål, fortsætter ministeren.

Heller ikke Enhedslisten tøver med opbakningen til aftalen.

Det fortæller partiets transportordfører, Jette Gottlieb. For Enhedslisten handler det først og fremmest om, at vi i det hele taget skal til at transportere mindre.

- Det, der så skal transporteres, skal bare transporteres klogere. Jeg vil stadig gerne drikke kaffe fra Colombia. Men vi skal holde op med at transportere æg fra Frederikshavn til København, hvis vi skal redde kloden, siger Gottlieb videre.

Også SF står fortsat ved aftalen.