Lang vej til bedre jernbaneforbindelse

Først i 2009 er regeringen klar til at træffe beslutningen om, hvordan man skal forbedre jernbanetrafikken til og fra København. Meget peger på en ny forbindelse til Ringsted over Køge, men miljøundersøgelserne skal først være færdige.

Venstre vil have miljøundersøgelserne færdige, inden partiet træffer beslutning om at forbedre jernbaneforbindelsen fra København.

Først om halvandet år er regeringen klar til at beslutte, hvordan man skal forbedre jernbaneforbindelsen til og fra København.

I sidste uge ville Venstre sætte turbo på byggeriet af en helt ny jernbaneforbindelse fra København til Ringsted over Køge. Men nu trækker venstres ordfører Kristian Phil Lorentzen i land på sit partis vegne. Han vil vente med at træffe en beslutning til VVM-undersøgelserne (Vurdering af Virkningerne for Miljøet) er færdige.

To løsningsmuligheder

- Vi har overvejet situationen, nu hvor vi er næsten midtvejs med VVM-undersøgelserne. Konklussionen er, at vi satser på at få ført undersøgelserne til ende, og så er vi klar til i løbet af 2009 at træffe en endelig beslutning, så vi kan komme i gang med at skaffe mere jernbanekapacitet mellem Ringsted og København, siger Kristian Phil Lorentzen.

Valget står altså mellem, at man bygger en helt ny jernbaneforbindelse, eller at man udvider den eksisterende forbindelse med et femte spor mellem Hvidovre og Høje Taastrup.

Det haster med en beslutning

DSB ønsker en ny jernbane til Ringsted over Køge. Og infrastrukturkommissionen anbefalede i sidste uge, at politikerne træffer en hurtigt beslutning, som kan løsne op for forstoppelsen på jernbanen til og fra København.

Umiddelbart efter at infrastrukturkommissionen kom med sin anbefaling, var Kristian Phil Lorentzen parat til at droppe VVM-undersøgelserne og komme i gang med at bygge den nye jernbane med det samme.

- Jeg ser nogle store perspektiver i nybygningsløsningen. Men jeg kan godt se, at det er klogt at vi gør VVM-undersøgelserne færdige, siger han.