Lars Boje afviser anklager fra afhoppet folketingsmedlem: 'Nogle gange sætter folk sig selv foran sagen'

Nyvalgt folketingsmedlem har forladt Nye Borgerlige i protest mod Lars Boje Mathiesen.

Lars Boje Mathiesen er indtil videre den eneste kandidat til at overtage formandsposten i Nye Borgerlige. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Endnu et folketingsmedlem forlod i dag Nye Borgerlige, da nyvalgte Mikkel Bjørn smækkede med døren, forlod partiet og meldte sig ind i Dansk Folkeparti.

I en længere afskedssalut på Facebook rettede Mikkel Bjørn en række hårde bemærkninger mod Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen, der lige nu er den eneste kandidat til formandsposten i partiet, efter Pernille Vermund meddelte, at hun stopper.

Lars Boje Mathiesen er ifølge Mikkel Bjørn "knalddygtig", men er også en "solorytter", der fylder så meget, at partiets interesser og andre personer må vige.

Og så beskrev han i opslaget, at Lars Boje Mathiesen og partiets sekretariatschef havde givet ham et ultimatum: Bak op om Lars Boje Mathiesen inden for to timer, eller du risikerer at blive ekskluderet.

Men den udlægning afviser Lars Boje Mathiesen nu.

- Det er ganske enkelt ikke en korrekt gengivelse af, hvad det var.

- Men det er klart, at hvis medlemmerne vælger en formand, så er det naturligt, at de mennesker, der sidder i en folketingsgruppe, selvfølgelig bakker op om den formand, som medlemmerne har valgt, siger Lars Boje Mathiesen.

Mikkel Bjørn blev valgt til Folketinget ved valget 1. november. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

Et andet folketingsmedlem afviser også Mikkel Bjørns udlægning af den besked, han skulle have fået om en mulig ekskludering. I hvert fald at en eksklusion nu og her skulle have været på tale.

- Det vi talte om var, at hvis Lars Boje blev valgt som formand, og han så på et senere tidspunkt ikke kunne bakke op om formandskabet, så kunne det selvfølgelig være en mulighed, siger Nye Borgerliges nuværende næstformand, Peter Seier Christensen.

Sætter sig selv foran sagen

Lars Boje Mathiesen har heller ikke meget til overs for Mikkel Bjørns hårde ord om ham som person.

- Det er jo Mikkels opfattelse af det. Jeg har været medlem af partiet siden 2016 og siddet i Folketinget siden 2019 og har knoklet benhårdt for partiet. Nu vil jeg gerne stå i spidsen for partiet, og det må så være Mikkels opfattelse.

Han understreger, at han har respekt for Mikkel Bjørn og nævner flere gange, at han er "ung" - Mikkel Bjørn er 27 år - og lige er blevet valgt til Folketinget.

- Hvis du er 27 år og bliver valgt ind i Folketinget for første gang, og så oplever du, at partiformanden trækker sig tilbage. Sådan noget kan godt være overvældende. Men det må Mikkel selv svare på.

Har Mikkel Bjørn ageret umodent?

- Nej, men jeg mener grundlæggende, at folk, der er medlem af Nye Borgerlige, skal forstå, at sagen er det vigtigste, så kommer partiet, og til sidst kommer de mennesker, der repræsenterer partiet.

Og for Mikkel Bjørn har Mikkel Bjørn været det vigtigste?

- Jeg er i hvert fald ikke enig i den prioritering, hvis man sætter sig selv foran sagen og partiet, siger Lars Boje Mathiesen.

Fra seks til fire folketingsmedlemmer

Nye Borgerlige er nu nede på fire folketingsmedlemmer. Lars Boje Mathiesen, der gerne vil overtage formandsposten, Pernille Vermund, der er i gang med at gå af som formand, Peter Seier Christensen, der er i gang med at gå af som næstformand, og Kim Edberg Andersen, der gerne vil være næstformand.

Partiet fik ellers valgt seks folketingsmedlemmer ved valget, men både Mette Thiesen og Mikkel Bjørn har nu forladt partiet.

Mette Thiesen meldte sig kort efter valget ud af Nye Borgerlige efter intern ballade i en sag, der ifølge Nye Borgerlige kulminerede, da Thiesens kæreste overfaldt en ansat i partiet på valgaftenen. (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)

I dag trak både formanden og næstformanden i Nye Borgerliges Ungdom sig så også fra deres poster og meldte sig ud af partiet.

Men Lars Boje Mathiesen mener ikke, det betyder, at Nye Borgerlige er midt i en stor krise efter Pernille Vermunds besked om, at hun ikke længere vil være formand.

- Vi startede også med fire mandater i 2019, og det arbejdede vi os fint op fra. Det kommer vi til at gøre en gang til.

Du synes ikke, krisen er stor i Nye Borgerlige nu?

- Jeg ville gerne have været de her sager foruden. Men det er sådan i moderne politik, at nogle gange sætter folk sig selv foran sagen, og det er trist, når det sker.

Nye Borgerlige vælger ny formand og næstformand på et ekstraordinært årsmøde 7. februar. Indtil videre er kun Lars Boje Mathiesen kandidat til formandsposten, mens Kim Edberg Andersen og byrådsmedlem i Vejle Rune Bønnelykke er kandidater til næstformandsposten.