Lars Boje mener, han overtog et parti med 'økonomi i ruiner': Var selv intern revisor i folketingsgruppen

Nye Borgerlige afviser, at der skulle være problemer med økonomien.

Lars Boje Mathiesen var siden 2019 revisor for Nye Borgerliges folketingsgruppe. Alligevel mener han, at han overtog et parti i økonomisk ruin. (Foto: © Mathias Svold, Ritzau Scanpix)

Der blev i den grad skudt med skarpt fra begge lejre, da Lars Boje Mathiesen i sidste uge blev afsat som formand og ekskluderet fra Nye Borgerlige.

Her lød det blandt andet fra Lars Boje Mathiesen, at han overtog et parti, hvor økonomien sejlede.

- Da jeg satte mig som formand, havde jeg et parti, som lå i ruiner - med en økonomi i ruiner, og det blev jeg nødt til at omstrukturere, lød det 10. marts fra den afsatte partiformand.

Men i virkeligheden har den tidligere Nye Borgerlige-formand siddet med en stor del af ansvaret for den økonomi, der i følge ham ikke hang sammen.

Af referatet fra Nye Borgerliges stiftende generalforsamling i 2019 fremgår det tydeligt, at Lars Boje Mathiesen tiltræder som revisor.

Et referat fra Nye Borgerliges stiftende generalforsamling viser nemlig, at lige præcis Lars Boje Mathiesen siden 2019 har haft rollen som intern revisor i folketingsgruppen.

Nye Borgerlige: Han har haft ansvaret

Og i Nye Borgerlige-regi dækker den rolle over, at man sidder med det overordnede ansvar for partiets budgetter, siger Lars Eldrup, der er sekretariatschef hos partiet.

- Som intern revisor er man den person, der sammen med sekretariatet udarbejder budgettet, holder øje med budgettet og løbende følger op på, om alt er, som det skal være.

- Revisoren er det udpegede medlem af en folketingsgruppe, der har ansvaret for, at budget og økonomi hænger sammen.

En udlægning, der bakkes op af Henning Boye Hansen, der er chefkonsulent hos revisionsfirmaet BDO Danmark.

- En intern revisor svarer til at være revisor i en grundejerforening, så man har jo ikke den forudsætning for at udføre arbejdet, som en egentlig revisor har, siger han og fortsætter:

- Men det er klart, at er man revisor for en folketingsgruppe, så kan jeg ikke forestille mig andet end, at man også har påtaget sig ansvaret for, at man holder orden på tingene.

Hør Lars Bojes kommentarer morgenen efter, at han var blevet ekskluderet og smidt af posten som partiformand.

Pernille Vermund, der står til at genovertage posten som formand i Nye Borgerlige efter Lars Boje Mathiesen, kaldte tidligere på ugen Lars Bojes kommentarer om et parti i økonomisk ruin for en "bizar påstand".

- Lars Boje Mathiesen har siddet som kasserer for folketingsgruppen i alle de år, vi har siddet i Folketinget. Derfor har han både haft indsigt og ansvar for gruppens økonomi, der i øvrigt har været fornuftig.

Lars Boje Mathiesen: Spin og karaktermord

Lars Boje Mathiesen har alene haft ansvaret i Folketingsgruppen, mens ansvaret for økonomien i landsorganisation, altså organisationen for partiets vælgerforeninger og medlemmer, har haft en anden intern revisor.

Som medlem af hovedbestyrelsen har han dog også været med til at godkende landsorganisationens budget - sammen med blandt andet de andre folketingsmedlemmer i Nye Borgerlige.

Han har ikke ønsket at stille op til interview med DR Nyheder, men skriver i en sms, at han alene refererede til økonomien i landsorganisationen, da han talte om et parti i økonomiske ruiner.

Han beskylder samtidig sit gamle parti for "spin" og for at fortsætte, hvad han kalder et karaktermord på ham.

- I folketingsgruppen får man hvert år et beløb, og så får man nye penge næste år. Det kan man jo ikke køre en økonomi i sænk på.

Omstridt stilling betalt af den kasse Boje sad på

Det undrer Lars Eldrup fra Nye Borgerlige.

Lars Boje Mathiesen har nemlig flere gange oplyst, at det forhøjede formandsvederlag, han efterspurgte, blandt andet skulle falde, fordi han gik ind og dækkede en stilling fra en opsagt medarbejder, der således ikke skulle genbesættes.

Det blev af den tidligere NB-formand betegnet som en "spareøvelse", der lige præcis skulle afhjælpe en presset økonomi.

Men den stilling var altså lønnet af folketingsgruppen og ikke landsorganisationen, siger man i Nye Borgerlige.

- Den nedlagte stilling, som Lars Boje refererer, var lønnet af Folketingsgruppen. Altså, den kasse Lars Boje Mathiesen havde ansvar for, siger Lars Eldrup.

Den oplysning bekræfter den pågældende medarbejder overfor DR Nyheder.

I en sms til DR Nyheder skriver Lars Boje Mathiesen, at beslutningen om selv at varetage stillingen "var led i en større rokade".

Han siger ligeledes, at han ligger inde med dokumentation for, at Nye Borgerlige forsøger at lave et karaktermord på ham og dokumentation for, at Nye Borgerliges økonomi var udfordret, da han satte sig i formandsstolen.

DR Nyheder har siden onsdag forsøgt at få Lars Boje Mathiesen til at sende dokumentationen - dog uden held.

- Jeg gemmer ammunitionen et tørt sted, til I kommer ud med noget mod mig, skriver han.

Mærkeligt, hvis ikke Boje har haft overblik over økonomien

Selvom Lars Boje Mathiesen ikke har haft det primære ansvar landsorganisationens økonomi, så betegner Roger Buch, der blandt andet har forsket i de danske partier på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, det som "mærkeligt", hvis han ikke skulle kende til en "økonomi i ruiner" i den del af organisationen.

- Han kan logisk set godt have været uvidende om økonomien i landsorganisationen, men den har til huse ved siden af sekretariatet, så det skulle da være meget mærkeligt, at han som revisor i folketingsgruppen ikke havde hørt om det, hvis pengekassen var ved at være tom, siger han.

Pernille Vermund meddelte mandag, at hun genopstiller til næste folketingsvalg. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Nye Borgerlige: Vi brugte 300.000 for meget i valgkampen

Hos Nye Borgerlige afviser man Lars Bojes anklager om, at han skulle have overtaget et parti i økonomisk ruin.

- Det er ikke korrekt, at vi er i økonomiske problemer. Landsorganisationen havde et merforbrug på 300.000 kroner, fordi vi havde brugt for mange valgkampsmidler, og det har vi så taget fra vores egenkapital, siger sekretariatschef Lars Eldrup.

Hvad er jeres egen kapital så på nu?

- Jeg mener, at vi cirka har 1,5 million på stående fod.

Til DR Nyheder siger Nye Borgerlige, at deres årsregnskab for 2022 endnu ikke er færdigt. Det har derfor ikke været muligt for DR at få indblik i økonomien hos partiet, men i årsrapporten for 2021 fremgår det, at partiet ved udgangen af 2021 havde en egenkapital på over to millioner.

Du nævner selv, at I har brugt 300.000 for meget i valgkampen. Har Lars Boje Mathiesen ikke ret i, at det bringer jer i en økonomisk udfordret situation?

- Nej, slet ikke. Det er helt inde for skiven i forhold til, hvad man kan forvente af en valgkamp, siger Lars Eldrup.