Lars Hedegaard stiller op til Folketinget

Debattøren Lars Hedegaard stiller op til næste folketingsvalg som løsgænger, siger han til DR Nyheder.

Lars Hedegaard har været centrum for meget drama på det seneste, og vil nu forsøge at komme i Folketinget. (Foto: Bax Lindhardt © Scanpix)

Debattøren Lars Hedegaard, der har været centrum for meget drama på det seneste, vil stille op til næste Folketingsvalg som løsgænger.

Det fortæller han til DR Nyheder.

Den stærkt islamkritiske forfatter og debattør fremlægger i dag et valgprogram med fokus på at begrænse indvandringen fra de muslimske lande.

- Det er forståeligt, at muslimer søger til andre lande, efter at deres ideologi har ødelagt deres egne. Men islams problemer må muslimerne selv løse. Det kan ikke være danskernes ansvar at gøre det, skriver han i sit valgprogram, som DR Nyheder har fået udleveret.

Alle udlændige skal underskrive erklæring

I det nye valgprogram skriver Lars Hedegaard blandt andet, at alle indvandrere, der gerne vil bosætte sig i Danmark, skal underskrive en erklæring.

Hvis personen efter at have underskrevet erklæringen begår kriminalitet eller forsøger at "underminere vores grundlovssikrede orden," så vil skal vedkommende omgående kunne udvises.

Lars Hedegaard understreger i sit valgprogram, at det er ligegyldigt for ham, om personen er forfulgt i sit hjemland.

- Det er indvandrerens eget ansvar, om han vil udsætte sig for det. Hvis det betyder adskillelse fra herboende slægtninge, er det indvandrerens egen skyld at have bragt ulykke over sin familie, skriver han i valgprogrammet.

Lars Hedegaard gør det i valgprogrammet klart, at han vil genindføre den danske grænsekontrol i en skærpet form.

- Danmark er danskernes land. Det land som vore forfædre har bygget op gennem tusind år. Det er hjemstedet for det danske sprog og for den folkelige og frisindede kultur, der har gjort os til dem vi er, skriver han i valgprogrammet.

Forsøgt myrdet for kritiske kommentarer

Lars Hedegaard er med jævne mellemrum kommet med kritiske kommentarer omkring islam.

I 2009 gjorde han sig upopulær i dele af det muslimske miljø med sine udtalelser om, at "muslimer de voldtager deres egne børn og føler sig i øvrigt i deres gode ret til massevoldtægter af skandinaviske piger"

I februar sidste år blev han forsøgt myrdet af en mand forklædt som postbud, der forsøgte at skyde forfatteren.

Den mistænkte for attentatforsøget - 26-årig dansk statsborger - blev i april i anholdt i Istanbul.

i sidste uge kom sagen i fokus igen, da de tyrkiske myndigheder løslod manden - angiveligt i en fangeudveksling med terrorgruppen Islamisk Stat.

FacebookTwitter