Lars Løkke angriber Mette Frederiksens pensionsplan: Det største bluffnummer

Der udbrød regulær talkrig i den første tv-debat mellem de to statsministerkandidater nogen sinde.

Hvis du er slidt ned efter flere årtier på arbejdsmarkedet, så skal du have mulighed for at gå tidligere på pension.

Det har været Socialdemokratiets helt store slagnummer de seneste måneder, hvor regeringen med Venstre i spidsen har angrebet planen igen og igen.

Og netop pensionsplanen fik tonelejerne til at stige flere oktaver hos de to statsministerkandidater Lars Løkke Rasmussen (V) og Mette Frederiksen (S), da de for første gang mødtes til en direkte tv-duel her til aften på DR1.

Socialdemokratiet har afsat tre milliarder kroner i planen, som skal sikre, at man kan gå tidligere fra, hvis man er nedslidt.

- Det er det største bluff i dansk politik, fordi alle sidder derhjemme og tror, det er dem. For med de penge, der er sat af, er det knap 3.000 mennesker, det handler om, sagde Lars Løkke Rasmussen, der flere gange krævede svar fra Mette Frederiksen, hvem det præcis er, der skal kunne gå tidligere på pension.

Mette Frederiksen købte dog på ingen måde statsministerens præmis. Hun påpegede, at de tre milliarder kroner kan sikre, at omkring 6.000 personer kan gå tidligere på pension, hvis de er nedslidte.

- Det er ikke retvisende. Det rigtige tal er noget højere, sagde hun og fortalte, at pensionsplanen er det rigtige skridt henad en nødvendig vej.

- Jeg kan ikke love, at alle nedslidte kan gå tidligere fra. Men det er en blanding af dem, der har været længst tid på arbejdsmarkedet, og dem, der er nedslidte, sagde Mette Frederiksen og nævnte specifikt kvinder i omsorgssektoren og slagteriarbejdere.

Mette Frederiksen hev Venstre-formand ind i debatten

Under debatten diskuterede to statsministerkandidater også sundhed og klima.

Og under diskussionen om sundhed, som indledte debatten, var det tydeligt, at de to toppolitikere var enige om mange elementer.

Men særligt regeringen og Dansk Folkepartis plan om at nedlægge regionsrådene skaber stor uenighed.

Her nævnte Mette Frederiksen blandt andet Venstres eneste regionsrådsformand, Stephanie Lose, som er arg modstander af planen om at skrotte regionsrådene.

I den afsluttende debat om klimaet fortalte statsminister Lars Løkke Rasmussen, at han ønsker at investere flere penge i klimaforskning.

Lars Løkke nævnte også, at regeringen har besluttet, og at der ikke skal sælges benzin- og dieselbiler efter 2030.

Hans modkandidat var dog ikke imponeret og fremhævede, at Socialdemokratiet blandt andet ønsker en klimalov.

- Det er for fodslæbende. Der er lidt for meget zigzag. Vi har behov for ikke bare at bekæmpe klimakrisen, men også sørge for mere biodiversitet, sagde hun direkte henvendt til Lars Løkke Rasmussen.

Folketingsvalget skal senest afholdes 17. juni. Ud over dagens to debattører har Alternativets Uffe Elbæk og meddelt, at han ønsker at gå efter statsministerposten.

Pernille Skipper fra Enhedslisten og Pernille Vermund fra Nye Borgerlige har også luftet idéen om, at de kunne finde på at pege på sig selv.

Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen er dog de eneste kandidater, som flere partier peger på.

Facebook
Twitter