Lars Løkke bakker op om brexit-udsættelse: Skal berolige Macron før topmøde

Der er politisk opbakning herhjemme til, at EU-landene bør blive enige om en udskydelse.

Lars Løkke Rasmussen er villig til at give briterne endnu en brexit-udskydelse. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i dag drager til Bruxelles til EU-topmøde om brexit, er det med en klar plan.

Briterne skal have mulighed for at få endnu en udsættelse, så det ender ikke med et hårdt brexit på fredag.

Det siger statsministeren efter et møde i Folketingets Europaudvalg i dag.

- Jeg vil være i det fleksible hjørne, fordi jeg er sat i verden for at varetage danske interesser, og selv om Storbritannien ikke fylder det samme som i 1972, så er de stadig vigtige for Danmark, siger Lars Løkke Rasmussen, der regner med, at alle EU-landene grundlæggende er enige om, at man er nødt til at give briterne en forlængelse.

- Og så vil der være to diskussioner. Hvor lang skal udsættelsen være og på hvilke betingelser. Det skal vi alle blive enige om, siger statsministeren.

Skal mødes med kolleger forud for mødet

Til eftermiddag skal den danske statsminister mødes med sine kolleger fra henholdsvis Frankrig, Sverige, Belgien, Holland og Irland.

- Når vi mødes i den kreds, så er det fordi, vi er lande, der er meget eksponerede i forhold til brexit. Der vil jeg argumentere for, at vi skal være fleksible, men ikke naive eller tossegode, siger Lars Løkke Rasmussen.

Til topmødet i aften er der særligt opmærksomhed på, hvordan den franske præsident, Emmanuel Macron, vil stille sig. I sidste uge udtalte han nemlig, at EU "ikke må blive taget som gidsel" af brexit, og at en yderligere forlængelse "ikke sker per automatik".

Lars Løkke Rasmussen, på mødet i eftermiddag er det vel Macron, du først og fremmest skal overtale?

- Det er det nok ja.

Kan du ikke se for dig, at Frankrig står fast?

- Det er stort land, som har en stemme, og vi er et lille land, som også har en stemme. Vi skal blive enige, og det tror jeg også, at vi bliver.

I går talte Lars Løkke Rasmussen i telefon med den britiske premierminister, Theresa May.

Og hans opfordring til sin britiske kollega forud for i aftenens topmøde er helt klar:

- Jeg har en appel om, at hun er så klar i mælet i aften som overhovedet muligt. For det er klart, at der begynder at melde sig en irritation og frustration hos en del af EU-lederne, siger statsministeren, der opfordrer May til blandt andet nøje at redegøre for, hvordan det går med forhandlingerne med oppositionspartiet Labour og hvilke fremskridt, der er.

- Hvis hun er helt klar i mælet, vil det være nemmere for de 27 lande at nå til enighed, når hun har forladt lokalet.

Har dansk opbakning med til Bruxelles

Når Lars Løkke Rasmussen ankommer med rejsekufferten til topmødet i aften, så er det med opbakning fra de andre partier i Folketinget til sin plan.

- Jeg synes, at briterne skal have den udsættelse, de beder om, og kan man blive enige om en længere udsættelse, så er det også i orden, siger Kenneth Kristensen Berth, EU-ordfører for Dansk Folkeparti.

Samme melding kommer fra Enhedslisten.

- Der skal selvfølgelig være tid til at få forhandlingerne på plads, og derfor bør der være en udsættelse. Det helt afgørende er, at vi undgår en hård brexit med voldsomme konsekvenser for danske arbejdspladser, siger europarådsordfører Nikolaj Villumsen.

Hos Socialdemokratiet mener de, at briterne skal have 'den nødvendige tid' til at træde ud af unionen.

- Vi skal undgå en skilsmisse, der ender i kaos, siger politisk ordfører Nicolai Wammen.

Facebook
Twitter