Lars Løkke: Det delte formandskab er en myte

Næstformand Kristian Jensen har aldrig nogensinde delt formandskabet i Venstre med Lars Løkke Rasmussen, siger Løkke nu selv.

Jakob Ellemann, Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen på et pressemøde 9. august efter Venstres sommergruppemøde, hvor netop Kristian Jensens rolle var på dagsorden. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Det delte formandskabs tid er forbi.

Sådan lød det opsigtsvækkende budskab fra Venstre-veteranen Claus Hjort Frederiksen for en uge siden. Samtidig slog Claus Hjort Frederiksen fast, at Venstres kurs udelukkende styres af Lars Løkke Rasmussen – og altså ikke sammen med næstformand Kristian Jensen.

Men rent faktisk har der aldrig nogensinde eksisteret en sådan magtdeling mellem formanden og næstformanden i Venstre, fastslår formand Lars Løkke Rasmussen. Det delte formandskab er nemlig en ’myte’, siger Lars Løkke Rasmussen i et interview, der bringes i Deadline i aften.

Andre har tolket det som delt ledelse

Og meldingen kommer selv om det var Lars Løkke Rasmussen selv, der opfandt begrebet ’formandskabet’ på det berømte hovedbestyrelsesmøde i Venstre i 2014, hvor Løkke var tæt på at blive væltet som partiformand.

- Jeg tror snarere, at det i virkeligheden handlede om myten om det delte formandskab. Det er jo en kendt sag, at vi havde en krise i partiet for snart mange år siden, i 2014, som jo endte med, at vi ikke foretog nogle ændringer. Jeg er formand og Kristian er næstformand. Jeg introducerede selv sådan lidt improviseret: Vi udgør Venstres formandskab.

- Og jeg tror, at mange udefra har bygget den myte op, at så havde vi en eller anden form for delt ledelse. Det har vi aldrig haft, og det har vi fortsat ikke, siger Lars Løkke Rasmussen i interviewet i Deadline, som er blevet optaget på forhånd søndag eftermiddag.

Tydeligere rollefordeling fremover

Noget tyder på, at Kristian Jensen har en lidt anden oplevelse af, hvad der blev aftalt dengang (i 2014, red.). Da Claus Hjort forleden skrev, at nu var det slut med det delte formandskab, sagde Kristian Jensen: ’En aftale mellem to personer kan selvfølgelig ikke ændres af en tredje.’ Det lyder altså, som om der er to forskellige oplevelser af, hvad forholdet mellem formanden og næstformanden i Venstres skal være?

- Men det er der ikke to opfattelser af. For at være sikker på, at der heller ikke er det fremadrettet, så har vi i vores forretningsudvalg klarificeret den her rollefordeling, siger Lars Løkke Rasmussen med henvisning til det skriftlige notat, der forleden blev udarbejdet i Venstre for at klargøre magtfordelingen mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen.

Fik Kristian Jensen en anden rolle der tilbage i 2014?

- Nej det gjorde han ikke. Det gjorde han ikke. Der har ikke været et institutionaliseret formandskab, som du kender i Kommunernes Landsforening eller Landbrugsrådet eller sådan noget, siger Lars Løkke Rasmusen og tilføjer:

- Vi har selvfølgelig den gentlemanaftale, at vi skal behandle hinanden ordentligt, og vi skal have et godt og tillidsfuldt forhold. Og du vil også kunne se i praksis, at min næstformand har bestridt de største politiske positioner, man kan have i det her samfund. Han har været udenrigsminister og finansminister og spillet en central rolle i mine regeringer, siger Lars Løkke Rasmussen.

Se hele interviewet med Lars Løkke Rasmussen i Deadline kl. 22.30 på DR2.

Facebook
Twitter