Lars Løkke imiterer Trump på foredragsturné: Han kaldte mig 'Kongen af Danmark'

Tidligere Venstre-formand havde anekdoter med til de 780 fremmødte i Tivoli Friheden.

Der var historier om formandsopgøret, tanker om SV-regeringen, der aldrig blev til noget, og en masse anekdoter, da tidligere Venstreformand, Lars Løkke Rasmussen, indledte sin foredragsturne i Aarhus sammen med journalist og forfatter til samtalebogen 'Befrielsens Øjeblik', Kirsten Jacobsen.

Og især én historie fik det store grin frem hos publikum.

Her fortalte Lars Løkke Rasmussen om sin første samtale med Donald Trump, da denne netop havde vundet det amerikanske præsidentvalg. Se Lars Løkke Rasmussen fortælle om samtalen med Donald Trump i klippet ovenover.

Løkke og det dramatiske døgn

Lars Løkke Rasmussen kom naturligvis også ind på det dramatiske døgn 31. august, da han trak sig tilbage som partiformand.

- Da vi startede hovedbestyrelsesmødet lørdag morgen, havde jeg besluttet, at det ender med, jeg går ud af den terrassedør, siger han.

Lars Løkke Rasmussen fortalte ifølge Ritzau også de 780 fremmødte i Tivoli Friheden i Aarhus, at det hele begyndte at gå skævt for partiet på partiets sommergruppemøde i august.

Venstres næstformand, Kristian Jensen, havde forinden været ude i et interview i Berlingske med en kritik af Løkkes invitation under valgkampen.

- Næstformanden havde valgt at lave en analyse i Berlingske, det var en lidt sjov analyse efter min mening, fortæller Lars Løkke Rasmussen.

Hjorts spontane pressemøde

Det førte til, at Venstre-nestor Claus Hjort Frederiksen dagen efter udtalte til pressen, at Kristian Jensen burde gå af.

- Jeg blev lidt spontant overrasket over, at Claus ville holde sit eget pressemøde. Det var jo blevet ordnet, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Der skulle det nok være blevet stående. Hvis det var det, er det ikke sikkert, vi havde siddet her i dag, siger han retrospektivt.