Lars Løkke og Kristian Jensen er Christiansborgs nye makkerpar

Kommunikationsfolk: Venstre vil gerne fortælle en ny historie med to hovedpersoner.

Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen synes på kort tid at være rykket meget tæt på hinanden.

Kram, håndtryk og kærlighed til partiet.

Siden Venstres hovedbestyrelsemøde i går aftes har Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen været et uadskilleligt makkerpar.

I dag har de turneret rundt sammen på Christiansborgs gange til ære for fotografer og fremmødte journalister.

Klassisk relancering

DR Nyheder har talt med to kommunikationseksperter om, hvad det er der foregår i Venstre set ud fra et kommercielt perspektiv.

- De har gang i en helt klassisk relancering. En relancering af Lars Løkke og af Kristian Jensen. Nu er spørgsmålet så, om det også lykkes dem at relancere Venstre, siger Frederik Preisler, partner og direktør i kommunikationsbureuet Mensch.

Nyt 'formandsskab' viser samling

Lars Løkke og Kristian Jensen begyndte allerede deres parløb i går. De stod sammen på pressemødet efter det syv timer lange maratonmøde i nat, og de mødte pressen samlet efter dagens gruppemøde i Venstre. Og det er et nyt syn på Christiansborg.

Begge taler de nu om 'formandsskabet' fremfor 'formand og næstformand'.

- Vi har det rigtige formandskab, lød det for eksempel fra Kristian Jensen tidligere i dag.

Og det er der en mening med. Venstre forsøger nemlig med det nye makkerpar at udstråle samling overfor omverdenen.

Skal redde Løkkes brand

Ifølge Karne Lykkebo, der er kreativ direktør i kommunikationsbureauet Geelmuyden.Kiese, kan det se ud som om, de forsøger at vise, at det har været en svær tid, men at de nu er forbrødret.

- Man kan forestille sig, at de forsøger at redde et Løkke-brand med for mange ridser. Det sker ved en rebranding, hvor der ikke længere er noget brand, der hedder Lars Løkke eller Kristian Jensen. Nu er det et fælles brand, siger hun.

Kan sammenholdet fortsætte?

Det hedder et co-brand, når firmaer vælger at smelte to ting sammen til noget nyt. Karne Lykkebo forklarer, at det forekommer hyppigt i en kommerciel kontekst. Det sker for eksempel også, når Hummel laver sko sammen med Haribo.

Om Løkke og Jensens nyvundne alliance er en langvarig løsning for Venstre, hvis man skeler til branding perspektivet, afhænger først og fremmest af, om de kan bevare fællesskabet.

- Et co-brand fungerer ikke, hvis enkeltdelene i brandet kommunikeres for tydeligt hver for sig, siger Karne Lykkebo.

Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen krammer og taler om det samlede formandskab. (Foto: Nils Meilvang © Scanpix)

Bruger fornavne og kram

Det er tidligere kommet frem, at der har været visse samarbejdsproblemer mellem Lars Løkke og Kristian Jensen. Men nu står den altså på fornavne, håndtryk, kram og kærlighed til partiet.

- Jeg tror på, at det bedste for Venstre lige nu er, at Lars fortsætter med mig som næstformand, siger Kristian Jensen, og også Lars løkke bruger kun næstformandens fornavn:

- Hvad folk har sagt og gjort, har de jo gjort af kærlighed til Venstre, som Kristian har udtrykt det, siger Løkke.

Det er altsammen helt almindelige branding-tricks i forsøg på at virke så troværdig som muligt.

- De forsøger sig med en familiær omgangstone, hvor de er på fornavne og ved hjælp af synligt fællesskab som håndtryk gerne vil skabe troværdighed omkring det nye fælles brand, siger Karne Lykkebo.

Langvarig proces foran sig

Den betragtning bakkes op af Frederik Preisler. Hvordan Venstre kommer ud på den anden side, afhænger af, hvor troværdig vælgerne og baglandet finder alliancen.

- Man kan have en mistanke om, at sammenholdet beror på et gustent underlag. Men det kan jo også være, at de to indgik en oprigtig studehandel i 11. time, og så kan de ende med at komme styrket ud af det, siger han.

Kommunikationseksperterne er enige om, at Venstre står overfor en langvarig proces, hvis det nye 'formandsskab'-brand skal blive en succes.

Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen krammer og taler om det samlede formandskab.
Facebook
Twitter