Lars Løkke om brexit-udkast: Vi venter i spænding

Det er positivt, at der er en bevægelse i brexit-forhandlingerne, siger statsministeren.

Lars Løkke Rasmussen kalder det positivt, at der nu ser ud til at være skred i brexit-forhandlingerne. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), er tilfreds med, at EU og Storbritannien er nået til enighed om brexit-udkast.

Han tør dog ikke række armene i vejret endnu, og venter i spænding på, hvad der kommer ud af et møde mellem premierminister Theresa May og hendes nøgleministre klokken 14 i morgen.

- Vi må se, hvad der kommer til at ske. Der skal være møde i det britiske kabinet i morgen. Vi venter også i spænding på, hvad der kan ligge i en sådan aftale. Men under alle omstændigheder er det i hvert fald positivt, at der er bevægelse, siger statsministeren, som netop nu har besøg af syv liberale EU-statsministre på Marienborg.

Under mødet mellem ministrene blev det officielt, at der er opnået enighed om en brexit-aftale på teknisk niveau.

Der mangler kun nogle få knaster i brexit-forhandlingerne mellem Storbritannien og EU, og diskussionerne fortsætter, lyder det her til aften fra en talsmand for den britiske premierminister Theresa May.

Før en endelig aftale kan træde i kraft, skal den først godkendes af det britiske underhus og EU-parlamentet.

Lars Løkke Rasmussen understeger, at det ikke endnu ikke står klart, om det britiske kabinet bakker op om Theresa May i brexit-spørgsmålet.

Derfor vil han heller ikke spå, om vejen nu er banet for en skilsmisse mellem EU og Storbritannien.

- I denne her sag tror jeg ikke, at det er nok at tro. Jeg ved, at der nu er en enighed på teknisk forhandlerniveau, og det er et godt og positivt signal, men der skal mere til end det. Jeg håber selvfølgelig, at det er et udtryk for, at vi kan få tingene på plads med en fredelig skilsmisseaftale.

Hvad ved du om den aftale, som de har opnået enighed op?

-Helt formelt ved vi ikke noget om indholdet endnu. Så det er det formelle svar på det spørgsmål, siger Lars Løkke Rasmussen og tilføjer.

-Det, vi som liberale er optagede af, er, at det er balanceret, så vi ikke kommer ind i et system, hvor briterne får nogle utilsigtede konkurrencefordele.

Ambassadør-møde i morgen

Der er endnu ikke kommet nogen melding fra EU-forhandlernes side angående den tekniske aftale.

- Det sker efter alt at dømme først efter, at der er kommet et klart signal fra den britiske premierminister om, at aftalen er spiselig for hendes politiske bagland, vurderer DR’s EU-korrespondent, Karin Axelsson.

Ifølge BBC vil Theresa May afholde et særligt regeringsmøde om aftalen i morgen klokken 15.00.

Derudover vil EU-ambassadørerne fra de resterende 27 medlemslande mødes på samme tidspunkt i morgen i Bruxelles for at vurdere aftalen.

Først herefter regner man med, at EU’s brexitforhandler, Michel Barnier, vil kommentere aftalen og i givet fald opfordre til at afholde et ekstraordinært EU-topmøde, hvor stats- og regeringscheferne skal godkende skilsmisseaftalen.

Briterne forlader efter planen EU ved udgangen af marts næste år, og parterne arbejder derfor for at opnå en skilsmisseaftale inden. Herefter kan forhandlingerne om det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien gå i gang.

Briternes vej ud af EU

  • * Ved en folkeafstemning 23. juni 2016 stemmer 52 procent af briterne for at forlade EU. 48 procent stemmer for at blive.

  • * Onsdag 29. marts 2017: Storbritannien meddeler officielt EU, at landet vil melde sig ud af samarbejdet. Det indleder en nedtælling på to år til exit.

  • * Mandag 19. juni: Michel Barnier og den daværende britiske chefforhandler, brexitminister David Davis, indleder de formelle forhandlinger om den britiske exit fra EU.

  • * Fredag 8. december: Theresa May og EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, laver aftale i Bruxelles. EU-Kommissionen mener nu, at der er sket tilstrækkelige fremskridt til at begynde at forhandle om fremtiden.

  • * Onsdag 28. februar: EU-Kommissionen offentliggør i 168 paragraffer sit bud på den juridiske udmøntning af den aftale om betingelserne for den britiske exit, som EU blev enig med Storbritannien om i december.

  • * Torsdag 12. juli: Theresa May fremlægger en længe ventet hvidbog med britiske planer for fremtidens forhold til EU. Få dage tidligere har David Davis og udenrigsminister Boris Johnson forladt regeringen i protest mod det, de ser som en alt for blød brexitplan.

  • * Fredag 20. juli: EU27-landenes europaministre diskuterer for første gang Theresa Mays hvidbog, som ifølge dem indeholder både godt og skidt og rejser mange spørgsmål.

  • * Tirsdag 13. november: Det bekræftes fra Downing Street i London, at der er nået enighed om et udkast til en aftale om briternes udtræden af EU. Udkastet skal fortsat underskrives fra officielt hold. Theresa May har indkaldt sit regeringskabinet til et møde om brexit onsdag eftermiddag.

  • Kilde: Ritzau

Facebook
Twitter