Den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal fra 15. april være rådgiver i advokathuset Gorrissen Federspiel. Han fortsætter i Folketinget.
Det siger han til Børsen.
Helt konkret skal han være med til at rådgive advokatfirmaets store danske og udenlandske kunder.
- Jeg har en grundlæggende virketrang. Jeg har et eller andet sted haft en slags pause i forhold til den normale arbejdsrytme, jeg har haft i mit liv. Så jeg glæder mig til at få hænderne op af lommerne, siger Lars Løkke Rasmussen til Børsen.
Stiller op til næste folketingsvalg
I interviewet kommer det også frem, at den tidligere Venstre-formand ud over at beholde sine politiske poster også agter at stille op til næste folketingsvalg.
- Statsminister og leder af mit parti var to rimelig tunge arbejdsopgaver, som jeg ikke har mere, og derfor bilder jeg mig ind - uden at være selvindbildsk - at jeg har nogle ressourcer i overskud, siger han.
Det var Lars Løkke Rasmussen, som selv henvendte sig til Gorissen Federspiel. Over for Børsen fortæller managing partner i Gorrissen Federspiel Martin André Dittmer, at hovedårsagen til, at Venstre-politikeren er blevet tilknyttet er hans statsministerfortid, selv om han har en kandidat i jura.
Den tidligere statsminister stiftede i september sidste år enkeltmandsvirksomheden Lars Løkke Rasmussen og ansættes i Gorrissen Federspiel gennem sit firma.
Efter Lars Løkke Rasmussen stoppede som Venstre-formand 31. august, har han ikke haft nogle ordfører-poster. Til gengæld sidder han i Udenrigspolitisk Nævn.